Et barn for sig

Citat
“Da han var gået ind i den bygning, havde han haft et liv. Et liv, hvor han hed Simon Toulouse, boede i sin by, solgte støvsugere og havde en fortid. En fortid, hvor han var enebarn, ikke så dygtig til at male akvareller som til at tale baglæns, eller finde en bestemt grammofonplade i sin fars samling, men elsket med al den kærlighed, som andre børn ofte må dele med en bror eller søster.”
Sissel-Jo Gazan: “Et barn for sig”, side 15.

I 1997 udgav Sissel-Jo Gazan “Et barn for sig”, hvor vi befinder os i et unavngivet land engang sidst i forrige århundrede. Simon er tyve år og får et job som støvsugersælger, som han klarer med bravour på trods af, at han ikke tør bevæge sig på tværgående gader. Han ryger pibe, balancerer med ting på hovedet, og hans bedste ven er en glaskugle. Han har i det hele taget mange neuroser. Han har ellers haft en lykkelig barndom hos forældrene Anna og León blandt majsmarker og et hus fyldt med tingeltangel – tror han – for måske husker han ikke alt.

48236626

Undervejs i romanen, der springer rundt i både kronologi og familiehistorier, går det op for læseren, at Simons fortid er fuld af hemmeligheder og fortrængninger. Blandt andet i form af fødselsforviklinger, adoptioner og forældre, der dør i tivoligynger. 

Sproget er fyldigt og malerisk med mange sammenligninger. Men i små sprækker mellem det farverige dukker der hints om sandheden op. Som læser begynder man for eksempel at få en mistanke om, at Simon i virkeligheden hedder Stormy og er søn af afdøde Frank og Sally, da Simon er ude og samle æg: “Skallerne var som papirtynd sten, og overfladen var broget brun, som om de var blevet kogt med løg. Skallerne betød meget for ham, og han tænkte, om det var, fordi han selv var blevet knust mod jorden?” (Side 85). Stormy var nemlig med i en tivoligynge som faldt ned og slog hans forældre ihjel.

Romanen anvender en spidsfindig komposition og fortælleteknik, der gør, at billedet langsomt begynder at tone frem for læseren. Man finder ud af, at alle historierne hænger sammen. Det er en psykologisk thriller. Det er et mysterium, der skal løses. Dette fordrer ofte en genlæsning, eller generindring, men heldigvis formår fortælleren at hjælpe på vej. Hvis gaden Amber Street får en betydning senere hen, bliver ordet gentaget i så mange sammenhænge, at det virker helt manisk. Men det er sandheden også. Romanen viser, hvor vigtigt det er for en person at vide, hvor man kommer fra. Man bliver også bevidst om, at andre er med til at skabe ens erindring. Ved hjælp af de mange tråde i fortællingen indlever man sig i de involveredes motivationer og får sympati med dem. Selvom handlingen er ekstrem, er romanen sitrende vedkommende og berører mange emner omkring familie, baggrund, adoption og moral.