Spradefuglen

Citat
"Langt ude af Silkeborgvej overhaler hun en flyttevogn efter at have ligget bag den længe. 3 x 34, står der på siden af den. Hun bliver kold et øjeblik. Den hellige treenighed. Mormoren, moren, datteren. Et varsel om, at de alle kun vil blive 34 år."
"Spradefuglen", s. 60-61.

Spradefuglen” fra 1998 handler om billedkunstneren Marie, der venter sit andet barn. Under graviditeten bliver Marie besat af tanken om, at hun skal gentage sin mors liv og selv vil få en datter, blive psykisk syg og tage sit eget liv, når datteren er fire år og Marie 34. Man følger Marie i tiden, fra hun bliver gravid og til lige efter, hun har født. Hun opsøger morens familie, laver et kunstprojekt og har knas i ægteskabet, mens tankerne i hendes hoved bliver mere og mere tvangsprægede.

Romanen udspiller sig i et autentisk miljø i Aarhus med et atelier i Møllegade og besøg på Café Englen i tiden efter Prinsesse Dianas død i 1997. De faktuelle omgivelser er med til at give læseren fornemmelsen af, at der er tale om en ”virkelig” kvinde. Man lærer Marie at kende, men både på det fortælletekniske og det indholdsmæssige plan anvendes en teknik, der skiftevis giver indlevelse og kritisk distance. Den gravide Marie ryger og drikker og optræder på en måde, så man som læser synes, hun er egoistisk og barnlig. Man er som læser nødt til at tage afstand til hendes tvangsprægede tanker. Men hendes destruktive opførsel forstår man alligevel godt, når man lever sig ind i hendes situation. Hun har mange følelsesmæssige og familierelaterede lig i lasten. Det er som om, morens selvmord aldrig er blevet bearbejdet. Selvmordets filosofi bliver et fyldigt tema, og elementer som skyldfølelse og vrede dukker op.

22277707

3. person-fortælleren er helt inde i Maries hoved og beskriver, hvordan hun har det, og der er en sproglig nøgternhed til stede med makabre vendinger som at ”smutte ud fra femte sal” og parlivstrætte kommentarer om forholdet til ægtemanden. Så selvom der opstår en afstandtagen til Maries tanker, får sproget os tilbage til nærværet og hjælper på indlevelsen med dets nøgterne betragtninger og sanselige beskrivelser.

I Maries verden er den æstetiske sans en integreret del af hverdagen, men hendes sensibilitet medvirker også til hendes neuroser. Liv og værk hænger sammen, og da hun får den idé at lave en model af universet i korrekt målestoksforhold, der fordeles rundt i hele byen, er det tydeligvis et ønske fra hendes side om kontrol og orden. Kunstprojektet er et slags opgør med Gud, en personlig ambition om at kunne overskue og fremstille universet og dets kompleksitet. Gud skal ikke have patent på overblikket. Derudover maler hun billeder, der portrætterer relationen til moren. Denne sammenfletning af eksistentielle overvejelser og kreativ produktion får Maries position til at fremstå som en slags almen refleksion over en kunstnerisk praksis, der er umulig at adskille fra det levede liv.

Maries mærkelige logik og indbildning bliver realistisk begrundet til sidst med, at hun har været i livskrise og haft en slags fødselsdepression. Dette giver anledning til at overveje, om Marie kun kunne skabe det, hun gjorde, fordi hun var syg?