Signe Gjessing

Signe Gjessings syvende udgivelse ”I kan da også bare skrive om stjernerne!” fra 2024 er en kombination af digte og prosatekster.

Første del, ”Et epileptisk anfald - En Marialegende”, er værkets længste prosastykke. Det har ikke en tydelig handlingstråd, men består af en række tableauer: valmueengen med dens forgængelige skønhed, rosenhaven og Jesu korsfæstelse. Teksten er struktureret i små overskrifter, der peger på et før, under og efter et epileptisk anfald, som mimer den kristne grundfortælling om livet, døden og opstandelsen. I Marias bevidsthed blafrer citronsommerfuglene rundt, og bevidstheden tager kortvarigt af sted for at deltage i en sommerfuglekonkurrence. Ligesom i øvrigt Jesus: ””Er til en konference om sommerfugle. Straks tilbage”, står der over korset” (s. 13).

138352781

Der er en euforisk og jublende tone i digtene, som allerede anlægges i titlens brug af udråbstegn ”I kan da også bare skrive om stjernerne!”.

Ligesom i Signe Gjessings andre udgivelser benytter hun sig af et rigt billedsprog, hvor verden besjæles og selv universet personificeres. En vigtig del af billedsproget i denne udgivelse er desuden symbolerne: Her dvæles ved valmuerne som symbol på den forgængelige skønhed, sommerfuglen peger på forvandlingen – og i kristen optik – opstandelsen.

Man kan læse værket ud fra den kristne grundfortælling om livet, døden og opstandelsen, men en anden mulighed er at parkere sin rationelle tænkning og give sig hen til de sanseindtryk, som de vilde sproglige billeder giver: ”Min iskiasnerve bruges som en ostehøvlsstreng til solen. Solskiver” (s. 25). Og de to forskellige måder at gå til værket på udelukker måske ikke hinanden. Måske er der en sammenhæng mellem den sproglige stil og værkets tematiske kredsen om den kristne fortælling: Når mennesket mister meningen med livet eller tilværelsen af syne, må det give sig hen til det guddommelige perspektiv; det, der ligger hinsides fornuften. Med andre ord findes erkendelsen af virkeligheden uden for fornuftens grænser i det, der sanses eller anes.

Med ”Synet og vennen” (2018) fikår Signe Gjessing sin debut som prosaforfatter. Bogen består afi en mindre tekst på små 50 sider, der på forsiden betegnes som ”En fortælling”. Sorgen over en vens død er fortællingens forankring, men ellers er ”Synet og vennen” kendetegnet af en løselig form med hyppige spring i tid, sted og fokus. På samme vis er bogen trods en mere prosaisk grundform end Gjessings tidligere udgivelser præget af hendes karakteristiske vægtløse poesi med flittigt udkig til verdensrummet. Denne letbenede og svævende poesi indgår i et spændingsfelt med bogens alvorstunge tematik.

54161301

I bogens begyndelse bliver fortællerens nære ven, Florian, begravet. Efter begravelsen følger vi fortællerens umiddelbart lidt vilkårlige færden i forsøget på at komme overens med det faktum, at Florian er væk. Hvor går man hen med sin sorg, hvis det da er det, man føler? Hvor kan den rummes? Fortælleren søger mod venner, fremmede, havet, Hölderlins skove i Hardt, inden hun ender som frivillig medarbejder i en Kirkens Korshær-genbrugsbutik, ”en åben afdeling for ingenting” (s. 34).

I tillæg til Gjessings vidtfavnende billedsprog, som man kender det fra hendes digte, spiller ”Synet og vennen” også på andre tangenter. Den rummer mere håndgribelige, ofte humoristiske, hverdagsskildringer, og så har den et væsentligt større fokus på menneskelig interaktion, hvor dialogerne klinger med en beckettsk absurditet. Relationer mellem mennesker er netop kardinalpunktet i ”Synet og vennen”. Mere end noget andet handler den om, hvordan vi som mennesker tager del i andres liv og deler tilværelse med vores medmennesker, og dermed bliver døden også et komplekst fænomen, fordi de døde ikke bare forsvinder, men lever videre i os og gennem os. Om den afdøde Florian bemærker fortælleren i bogens begyndelse: ”jeg tror, at han kommer til at vise os sider af sig selv, som vi ikke vidste af” (s. 10). Menneskets væsen transcenderer dets kropslige beholder og flyder over i andre.

Signe Gjessings langdigt ”Tractatus Philosophico-Poeticus” (2019) befinder sig i de samme høje luftlag som hendes tidligere værker og kredser om universet og verdensaltet, men formen er markant anderledes. Digtet er en genskrivning af Ludwig Wittgensteins filosofiske afhandling ”Tractatus Logico-Philosophicus” fra 1921. Begge værker forsøger at bygge bro mellem betydningssystemer, men variationen i titlerne markerer en grundlæggende forskel i deres ærinde. Wittgenstein søger i sin afhandling at forene logik og filosofi i et sprog underlagt matematiske principper, der kan modne filosofien og frasortere meningsløs filosoferen fra det meningsfulde. Gjessing søger derimod at forene filosofi og poesi ”og skabe udsagn, der selv skaber, som poesi, men som ejer filosofiens logiske konsistens”, som hun skriver i bogens forord.

47366844

For at kunne lykkes med dette overtager Gjessing Wittgensteins system til organisering af tekst, hvor teksten kategoriseres i overordnede, sideordnede og underordnede udsagn. Digtet består overordnet af syv nummererede dele. Hver del består så af en række udsagn, der enten kommenterer det foregående udsagn, er en videreførelse af udsagnet eller er et nyt udsagn.

Digtet er altså præget af en streng systematik, som imidlertid fremstår meget skrøbelig, idet teksten i sig selv modsætter sig kategorisering. Digtet ligger og sitrer i sine små bokse og søger hele tiden at overskride sine egne grænser, og netop afsøgningen af det grænseoverskridende er digtets egentlige formål. Gjessing bruger begrebet ekstase som samlebetegnelse for alt det, der ligger uden for det logiske og såkaldt meningsfulde. Hvor Wittgenstein forkaster det ikke-meningsfulde som meningsløst, finder Gjessing netop i det ikke-meningsfulde, ikke-logiske poesiens helt grundlæggende berettigelse. Poesien udvider verdensrummet frem for at begrænse det og indskrænke det.

I Signe Gjessings digtsamling ”Illuminationen af alt” fra 2023 er stjernerummet og solsikkefrøene uløseligt forbundet i det store verdensalt – det mindste og det største, det meget konkret sanselige og det helt ufattelige. Digtsamlingen består af ganske korte digte, oftest et vers på to eller tre strofer, og den sidste strofe angives ofte i en parentes, som en slags bemærkning til det just udsagte. Nogle gange kommenterer digtet sin egen skabelse af billeder med en vis humor: ”Hvis jeg skulle have en piercing,/ skulle det være en vandhane på min blodåre, så stjernerne bare kunne drikke./ (Kom nu! Hvis verden ikke skal være fuld af alt, som findes, så ved jeg ikke,/ hvad som skal.)” (s. 17).

135392618

Ligesom i Signe Gjessings tidligere værker er et rigt billedsprog i overgear motor i digtene. I sproglige billeder, der nærmest er på randen af det ubegribelige, kombineres det helt nære – det kropslige og hverdagen – med de fjerneste kosmiske rum: ”Din hud er noget, stjernerummet lige har taget op af fryseren, fordi der ikke/ var flere friske stjerner” (s. 11). Vanlige billeder brydes op og sammensættes på nye og højst uventede måder.

I den verden, som oplyses i digtene, er alt besjælet. Både jeg’et og universet fremstilles således både som et rum og som en selvstændig enhed med egen agens og vilje. ”Universet slår vejrmøller” i jeg’ets hjerte, og universet backpacker igennem jeg’et med jeg’ets hjerte på ryggen. Det er umulige billeder, der insisterer på altings sammenhæng, og i denne optik er jeg’ets krop en del af det store verdensalt.

Signe Gjessing søger at gennemlyse – illuminere – hele menneskets eksistens – fra det inderste bankende hjerte til det ukendte, hinsides vores krop og logik. I de sproglige billeder sanser man og aner sammenhængen, men kun i flygtige øjeblik, før erkendelsen smutter mellem fingrene på én.

Signe Gjessings digte er ganske umulige helt at blive klog på. De sproglige billeder giver sjældent logisk mening, de går aldrig helt op, og lige på det punkt er det altid frustrerende og utilfredsstillende at læse Gjessings digte. Dette er så udtalt, at det går hen og bliver et tema for hendesGjessings poesi generelt. En del af den debat, der er opstået omkring Gjessings digte, har gået på, om digtene lukker sig for meget om sig selv; om de med andre ord er for uforståelige.

En grundlæggende pointe er i denne sammenhæng, at digtene skal forstås med andre værktøjer end sproglig og analytisk indsigt. De skal sanses og fornemmes i deres umiddelbare udtryk, inden vores rationelle sanseapparat går i gang med at behandle det læste. Der skal via digtene etableres en kontakt til de markant større og rigere verdener, der findes bag den reducerede virkelighedsforståelse, vi trækker ned over tilværelsen. I et af digtene fra ”Ud i det u-løse” indgår denne betragtning: ”Vi nedbider gryet med tænder som forkortede/ blikke/ over en verden der ser mindre ud end den er.” (s. 44). Det er netop dette begrænsende, rationelt funderede udsyn, Gjessings digte opponerer mod.

Med deres fokus på det metafysiske, ukonkrete og abstrakte kan der synes at være langt mellem Signe Gjessings digte og andre digtere i hendes generation som Yahya Hassan (som hun delte Bodil og Jørgen Munch-Christensens Debutantpris 2014 med) og Theis Ørntoft, der har en klar politisk agenda. Ifølge Signe Gjessing er der dog altid en tæt relation mellem poesi og politik. ”Ud i det u-løse” karakteriserer hun på denne måde: ”Drivkraften for den her digtsamling er et samfundsengagement. Troen på, at ord og tanker kan ændre i sig selv. Det er ikke en protestdigtsamling eller en tale fra en stol. Det er en handling. Digtet er en aktion. Vores kroppe er hænder, der rækker ind i verden, for at redde den ud. Politik betyder at handle og ændre, og hvis det er sandt, så er der ikke nogen forskel på poesi og politik” (Matthias Dressler-Bredsdorff: Debuterende digter: ”Digtet er en aktion”. Politiken, 2014-26-02).

I Signe Gjessings senere digtsamlinger er kristendommen en tydelig referenceramme. Grundmodsætningen mellem lys og mørke, liv og død, kroppen og det uendelige kosmos finder man i forskellig udstrækning i både ”Illuminationen af alt” og ”I kan da også bare skrive om stjernerne!”, hvor kroppen i uvante sproglige billeder smelter sammen med stjernestøvet, verden, universet – alt det uden for vores fatteevne.

Ifølge Signe Gjessing er der tanker bag hendes poesi, ikke med poesien. De følger deres egen indre logik og hviler i sig selv. Faktisk er det en fast overbevisning hos hende, at poesien ikke skal indblande det politiske eller det autofiktive. Sproget skal insistere på sig selv og sin egen skaberkraft: ”Alt, der er koncentreret om, hvad jeg gør i dag. Så var jeg til tandlægen, og ved du, hvad der så skete. Det kan jeg ikke med. Poesien er suveræn, den skal have sig eget rum og ikke valse rundt i, hvad der sker lige nu.” (Marta Sørensen: Universet backpacker igennem mig. Weekendavisen, 2024-03-26).

En inspirationskilde, som Signe Gjessing ofte selv har nævnt, og som også nævnes i ”Ud i det u-løse”, er den franske digter Arthur Rimbaud, hvis ungdommelige poetiske vildskab genfindes i Gjessings digte, om end i en anden form. Titlen på hendes debutsamling låner desuden fra den tyske nobelprisvinder Nelly Sachs’ ”Ind i det støvløse”, og Gjessing beskriver det at læse Sachs som en øjenåbnende oplevelse: ”Første gang jeg læste hende, tænkte jeg af en eller anden grund, der er noget, der smelter sammen her. Det, at der findes et sted, at der findes digtets egen virkelighed og så den virkelighed, som vi lever i” (Ny Dansk Litteratur: Skabelsen af det u-løse rum – et interview med Signe Gjessing. NDL, 2014).

I Gjessings fantasifulde, billedskabende sprogbrug og metafysiske fokus kan hun desuden minde om William Blake, som hun i øvrigt skrev opgave om i gymnasiet.

I en dansk sammenhæng er det oplagt at nævne Inger Christensen, som deler den samme nysgerrighed over for naturens inderste væsen og menneskets forhold hertil. Det originale billedsprog og optagetheden af vilkårene for menneskets væren har hun tilfælles med en digter som Simon Grotrian.