goethe
Foto: Bridgeman Art Library / Ritzau Scanpix

Johann Wolfgang von Goethe

cand.mag. og journalist Niels Vestergaard, 2010. Blå bog og bibliografi opdateret marts 2024.
Top image group
goethe
Foto: Bridgeman Art Library / Ritzau Scanpix

Johann Wolfgang von Goethe var romantikkens vidunderbarn; digter, dramatiker, forfatter, naturvidenskabsmand og damebedårer. Han kunne det hele. Hans ungdomsværk om den hyper følsomme egotripper Werther blev på mange måder periodens signaturværk. Tidens unge havde det akkurat som Werther, eller syntes, de havde det, og klædte sig som ham og meddelte sig som ham. Nogen skød sig endda – også som ham. Goethe selv blev hurtigt træt af de ukontrollerede følelser. Efter at have virket som minister i det kulturbegejstrede fyrstedømme Weimar, vendte han sig mod klassikken og dyrkede sanseligheden – en fornem udgave af liderligheden – som et programpunkt i sin opdragelse af det snerpede borgerskab.

 

137970287

Blå bog

Født: Den 28. august 1749 i Frankfurt, Tyskland.

Død: Den 22. marts 1832 i Weimar, Tyskland.

Uddannelse: Jurist fra universiteterne i Leipzig og Strassburg, 1771.

Debut: Neue Lieder. 1769. Digte.

Litteraturpriser: Ingen oplyst.

Sidste udgivelse: Schmidt, Aase Paaskesen: Goethes liv - anskuet af hans kvinder. mellemgaard, 2024. 

Artikel type
voksne

Baggrund

“At du falder, tilgiver jeg dig gerne, blot du stadig stræber opad; om du er for tung til flugt, er du det ikke til stræben.”

“Faust”.

Digteren, dramatikeren og forfatteren Johann Wolfgang von Goethe blev født i 1749 i den allerede dengang driftige handelsby Frankfurt ved floden Main i delstaten – dengang fyrstedømmet – Hessen. Det lille von i navnet kom til senere som anerkendelse for hans indsats som minister i fyrstedømmet Weimar. Hans far var handelsmand og jurist med tilknytning til kejseren. Han voksede op i “Zu den drei Leiern” en anseelig villa, eller et byhus om man vil, gavl mod gavl med naboerne med tre stokværk og stejlt skiffertag. Han var en ud af blot to i en søskendeflok på seks, som overlevede barndommen.

Som fireårig fik han et marionetteater af sin farmor. Året efter udløste jordskælvet i Lissabon en tidlig tvivl på gud. Han oplevede splittelse i familien, da syvårskrigen (1756-63) drev en kile ned mellem hans preusservenlige far og resten af familien, som var fransk-østrigsk-stemte. Den franske besættelse af Frankfurt i krigens sidste år trak et omrejsende teater med sig. Den lille Goethe var fast mand på lægterne og fik ud over et kendskab til en række franske klassikere lært sproget – blot et af flere, han øjensynligt beherskede et eller andet sted mellem godt og fremragende.

I en opvækst, hvor tro, håb og kærlighed var udtrykt gennem strenge krav til hans præstationer fik han omfattende privatundervisning i græsk, latin, italiensk, engelsk og hebraisk. Hertil kom tegning, skønskrift og klaverspil. Omridset af den lille renæssance-mand, multitalentet, som digtede bagdelen ud af bukserne på de fleste og var ferm til det meste andet, herunder at charmere damerne, begyndte at tegne sig i årene omkring konfirmationen. Han når at lære at ride og fægte og rage sig et par forelskelser til, inden han som sekstenårig, i 1765, rejser til Leipzig for på farens ønske at blive jurist.

Da han nedfælder sine barn- og ungdomserindringer halvtreds år senere i værket Aus Leben: Dichtung und Wahrheit (“Digtning og virkelighed”) er der tale om en del møder med “fortræffelige” mænd i adel, embedsværk og næringsliv, og et “muntert” selskab, når det gjaldt en kreds af jævnaldrende. I rokokobyen Leipzig havner han netop i sådan et muntert selskab, og måske er det lidt for muntert. Han er allerede distraheret af digtningen, som trækker i ham, og det går ikke for godt med studierne. Han kan hverken gøre sig fri af farens ønsker eller leve op til dem, og efter tre år slår det sig på helbredet. Han vender tilbage til Frankfurt, syg og nedbrudt og uden eksamen. Gamle Goethe er ikke imponeret, og da sønnen er kommet sig over en svulst på størrelse med en ananas, bliver han sendt til Strassburg for at fuldende, hvad han havde påbegyndt i Leipzig. I 1771 får han sin afsluttende eksamen.

Den unge Werthers lidelser

“Mit hjertes fulde, varme følelser for den levende natur, som strømmede ind over mig med saa megen henrykkelse, som skabte verden om til et paradis for mig, er nu en uudholdelig bøddel, en plageaand, som forfølger mig alle steder.”
Johann Wolfgang von Goethe: “Den unge Werthers lidelser”, side 67.

Hvis vi samler hænderne og skyder dem ned i hele den sammenfiltrede begrebsjungle, som udgør grundlaget for romantikken og tager et par brysttag og så et par tusinde til, når vi vel ind til en eller anden kerne, nemlig følelsernes frisættelse forstået som en frisættelse af de emotionelle tilstande (kærlighed, forelskelse, vrede, had etc. ) og de sanselige oplevelser (berøring, syn, duft etc.) fra de anskuelser, som bandt dem, ikke mindst kristendommen. Det er første skridt i den individualiseringsproces, som op gennem det nittende og tyvende århundrede blev kendt som moderniteten og postmoderniteten og tillod den enkelte at realisere flere og flere sider af sig selv. Romantikeren er på sæt og vis det første moderne menneske, men uden sans for det moderne samfund, for industrialiseringen, markedsøkonomien, liberalismen, storbyerne og det spirende proletariat. Romantikken er tværtimod en flugt ud i geografien og sindets og følelsernes og tankernes reservater, væk fra oplysningsfilosofiens fornuftstro og den filosofiske materialisme, væk fra den pulserende, støjende og forurenende udvikling, ind i naturen, sagnene, overtroen, mysticismen, eventyrene, folklorismen, middelalderen og gotikken – ind i det vilde, vovede og farverige. Men det er også en ensomhedsfølelse, en følelse af at være overladt til sig selv under indtryk af de gamle institutioners troværdighedstab, ikke mindst konge, adel og kirke og i det hele taget feudalsamfundet. 

Goethe er del af en romantisk bevægelse af unge digtere, som kaldes Sturm und Drang – storm og trængsel – efter den heftighed, hvormed de sætter følelserne i bevægelse. Han leverer det monumentale ridderdrama “Götz von Berlichingen” (“Götz von Berlichingen mit der eisernen Hand”) i 1773 (da. 1920) og gør så som 24-årig front durk mod individualiseringen med romantikkens signaturværk, kærlighedshistorien over dem alle, “Die Leiden des jungen Werthers” fra 1774 (“Den unge Werthers lidelser”, 1820).

I 1772 havde den Goethe senior udvirket, at Goethe kom til den nærliggende købstad Wetzlar, hvor højesteretten – rigskammerretten – havde sæde, og nok engang var den unge mand faldet i muntert selskab, denne gang en gruppe af unge jurister, som hver aften souperede på gæstgivergården Zum Kronprinzen og havde spas med at lege riddere og hemmeligt broderskab. Fra tid til anden havde de selskab af to travle legationssekretærer (gesandter), den dystre Wilhelm Jerusalem og den ældre og tørre Johann Christian Kestner. Kestner var forlovet med en femtenårig, kornblond skønhed, som hed Charlotte, og som også Goethe bejlede til. Jerusalem var forliebt i en fornem, gift dame. Alle tre, Charlotte, Kestner og Jerusalem tjente som forlæg til hovedpersonerne i “Den unge Werthers lidelser”. Da Goethe nedfældede den, havde Jerusalem skudt sig i desperation over sin udsigtsløse kærlighed og skabt romanens anstødssten. Goethe tilbragte fire dage med at støve rundt omkring scenen for tragedien og samle informationer. Han skrev romanen i en raptus på fire uger. I store træk blev den tørre Kestner til bogens Albert, Kestners forlovede Charlotte til Alberts forlovede Lotte, Goethe selv til den sunde Werther i romanens første del og Jerusalem til den syge i anden del. 

Werther er både som rask og syg indbegrebet af den selvoptagethed, som var individualiseringen og følsomhedens anden side. Som alle andre syge og raske unge romantikere skriver Werther breve. Breve var en mani og en dille. Det var livlinen til den omgivende verden, terapi og skriftestol, dem, man vendte sig mod for at kunne læsse sine betragtninger om sig selv af på hinanden. Det var der, man gik til yderlighed med inderligheden, når der ikke var andre i nærheden. Man lagde sin dirrende stemme, sine tåreblændede øjne, sine dybt oprigtige grimasser, sin forbundne mimik, sin gæve stoiskhed ned på papiret. Man malede side op og side ned om, hvordan man havde det, hvordan ens inderste havde det, hvad man følte og hvad man tænkte. Man krængede sin sjæl ud. Der var ikke noget, der var egentligt uinteressant, bare det havde noget at gøre med en selv.

Werther er brevskriver. Det er romanens form. Det er en brevroman. Men vi ser ikke de svar han modtager, et greb som understreger hans isolation. Brevene handler om Werthers tilstand som først og fremmest udmåles i hans kærlighed til naturen og en særlig kvinde. Det er i de grønne haller mellem summende bier og rislende bække, at han har sin kirke. Naturen er med et diktum, som Goethe og mange af hans samtidige abonnerede på, den synlige ånd og ånden den skjulte natur. Ånden tager sig godt ud, for det er en flot og frodig natur. Et evigt forår af den slags, som flår amoriner løs af blomsterknopperne. 

Werther forelsker sig op over begge ører i Lotte, et stykke dydigt og godhjertet kultur, der virker som en mor for sin kæmpe søskendeflok. “Naar jeg saa ovenikøbet bliver spurgt hvad jeg synes om hende? – Synes om! Det ord hader jeg som pesten. Hvad kan det være for en slags mennesker, der synes om Lotte, hvis følelser og sanser ikke helt og aldeles er opfyldt af hende?” (side 47). Werther er heftig, der er skyggespil i hans solskin, og kærligheden udfolder sig på en dyster, fatal(istisk) baggrund: “Alting her i verden munder dog ud i en nederdrægtig bagatel, og det menneske, der slider sig op for guld eller ære eller hvad der nu er af andre grunde end lidenskab og indre tvang, han er og bliver dog en nar.” (side 51-52).

Som det er tilfældet for mange af Goethes helte, er Werther hverken handlekraftig eller maskulin, og da Lotte er forlovet med den tørre Albert, må han tage til takke med rollen som et tredje hjul på giggen snarere end en rival, og de charmepoint han scorer på sin drengethed. Men det er ikke godt for ham. Forlovelsen bliver til ægteskab. Lotte bliver indkapslet i det borgerlige samfunds kernefunktion. Werther falmer. Det regner. Den prædisposition for undergang, som Goethe har antydet i bogens første halvdel, udløses i anden del. Højstemtheden afslører sig som den anden side af følelsesformørkelse og klinisk depression. Den tragiske ende er uomgængelig. Werther sender bud efter Alberts pistoler og skyder sig en kugle for panden. Det samme gjorde en stribe unge mænd over hele Europa, efterhånden som Werther udkom på forskellige sprog og blev til årtiets litterære sensation. Man fandt i Werthers selvmord en flot manifestation af sin ensomhed og følsomhed. Den ældre generation derimod kunne ikke med følelsesblæreriet og kaldte det i kor med kirken og de konservative amoralsk og uæstetisk – ukristent og ugræsk. Hist og pist blev der nedlagt forbud og udøvet censur, herunder i Danmark. Bedre reklame kunne en roman ikke få. Den 24-årige Goethe var blevet verdensstjerne over en nat takket være hans evne til at se historien og den generelle dimension i legationssekretæren Jerusalems specifikke skæbne og give den et inderligt udtryk.

Små 250 år senere er romanen stadig forfatterskabets væsentligste ambassadør takket være det vibrerende lag af nær- og virkelighed i brevene, tematikkens evindelighed og vel ikke mindst den unge Goethes sprudlende overskud, begavelse og vid. Den svenske forfatter og litteraturkritiker Olof Lagercrantz noterer det i en anden sammenhæng sådan her: “De fleste digterværker af en sådan kvalitet, at der ikke blot rejses mindesmærker over dem i litteraturhistorien, men at de også spontant vinder læsere i nye generationer – og kun de burde regnes til den klassiske litteratur – er skrevet af ældre mennesker. De digtede skikkelser er ofte unge, men de der fortæller om dem ikke. I et fåtal af værker skriver unge om unge – Goethes Werther er det store eksempel" (Olof Lagercrantz: “August Strindberg”, side 40).

Rørelsen og den kompromisløse kærlighed kunne uden videre approprieres af kiosklitteraturen. Men romanen Werther rækker langt videre. Den placerer sin forfatter i genealogien af geniale, ofte vrede unge mænd, som gør front mod samfundet med en rygvendt attitude og alt andet end inderlighed. Til kærligheden i Werther føjer sig sindssygdom, isolation, meningstab, melankoli, hyperindividualisme og forestillingen om, at man står alene, akkurat som i moderniteten og postmodernitetens rebelske generationer, således Hemingway og Scott Fitzgerald og resten af the lost generation, Ginsberg og Kerouac og the beatnick generation og Ellis og Coupland og x-generationen med titler som “Og solen går sin gang”, ”På vejen” og ”Under nul”.

Efter Werther bliver Goethe hentet til det lille kulturbegejstrede fyrstedømme Weimar, hvor han i de næste ti år virker som minister, fra han er 26 til han er 36.