Selvtilstrækkelig frihed

Citat
“Han vender tilbage til huset uden at nogen trasker i hælene på ham (selv en hund er en hindring, der skal hele tiden kaldes på den, når den får færten af fugle) og sætter sig for denne ene gangs skyld som en rigtig farmer på verandaen.”
Nadine Gordimer: “Ejerne”, side 142.

Hovedpersonen i “The Conversationist” fra 1974 (“Ejerne”, 1988) er den knap halvtresårige Mehring. En hvid, fraskilt industrimagnat i Johannesburg, som har alt, hvad penge kan købe. Blandt andet har han af skattemæssige årsager (han kan trække sine udgifter til farmen fra i skat) købt en farm i vlei’en – en betegnelse for den afrikanske landbrugsjord. Her tilbringer han de fleste weekender trukket tilbage fra livet, og det er hovedsageligt på farmen, at vi som læsere følger Mehring. Livet udenfor farmen hører vi stort set kun om via Mehrings springende tanker, samtaler med farmens medarbejdere eller gengivelser af telefonsamtaler.

Mehrings ekskone er nu bosat i USA, og de har ikke meget med hinanden at gøre. Ikke direkte i hvert fald, for advokater tager sig af størstedelen af kontakten. Hans følsomme teenager, Terry, er på kostskole, og Mehring har meget svært ved at forstå ham og engagere sig i hans liv. Terry sender en dag faderen et brev og beder om hjælp til at slippe for militærtjeneste og spørger samtidig, om han må besøge noget familie i den kommende ferie, men Mehring kan ikke overskue at tage sig af det, så han river brevet i stumper og stykker og efterlader dem ude i marken. Han svarer aldrig Terry, og det er i virkeligheden sigende for Mehring. Nok har han mange penge og betaler selvfølgelig sønnens dyre skolegang, donerer penge til ekskonen, når hun har brug for det, ligesom han giver penge til sin venstreorienterede elskerinde med politiet i hælene, men han afviser ethvert følelsesmæssigt engagement. Hvis mennesker begynder at kræve noget af ham, så trækker han sig. Tilbage til farmen, hvor han føler sig usårlig i sin selvvalgte isolation, og med sin følelse af at være ovenpå i forhold til sine sorte arbejdere. Men ind imellem viser der sig sprækker i Mehrings selvtilstrækkelighed. Som når farmens arbejdere bagtaler ham, når de låner hans traktor uden at spørge om lov, og når de viser sig at være langt mere i pagt med den jord, han har købt og betalt, end han selv. Farmens sorte arbejdere har været der, før han kom, og de vil være der, når han er væk, og på den måde snigløber de hans uafhængighed og anfægter hans ejendomsret.

Sprækkerne viser sig ligeledes, når han dagdrømmer om sine kvindelige relationer, når han i et fly på vej hjem fra forretningsrejse forgriber sig på den unge pige, som sidder ved siden af ham, og når han til sidst lokkes i en fælde af en ung kvindelig immigrant. Ensomheden får tag i ham, og den ender med at tage et alvorligt livtag med ham.

Mehring svinger mellem sin selvtilstrækkelighed og en dyb angst for ikke at have nogen betydning i livet. En sætning, der gentages igen og igen er, at “Ingen vil huske, hvor du er begravet.” Sætningen er egentlig møntet på en sort mand, der i starten af romanen findes myrdet og efterladt på Mehrings jord. Ingen ved, hvem han er, og politiet vælger blot at begrave ham et sted i vlei’en. Men efterhånden knytter sætningen sig i lige så høj grad til Mehrings egen angst for at dø, alene, uden opmærksomhed og uden, at nogen ved, hvor han bliver begravet. Og som en selvopfyldende profeti sker det. Mehring dør, og hverken ekskone, elskerinde eller søn kommer til hans begravelse, som i stedet bliver forestået af de sorte arbejdere på farmen. Mehring bliver lagt i vlei’en, og hans tidligere arbejdere sørger for at bedække graven med en dynge mellemstore sten. Som det hedder: “Han tog denne jord i besiddelse, deres jord; en af dem.” (side 243). Nu, med hans død, har han endelig for alvor tilegnet sig jorden og er blevet en af dem. På den måde slutter cirklen. Den sorte mand, som i starten blev begravet af hvide politifolk ligger nu i samme jord som den hvide mand, der bliver begravet af sorte, men selvom det er en art cirkelslutning, så er der en lille håbefuld åbning om, at fordelingen mellem sort og hvid kan være anderledes. Som det hedder : “Ingen af hans børn var til stede, men deres børn var der og ville leve efter ham.” (side 243).