Med politiske forældre

Citat
“Jeg kørte videre fordi den rædselsfulde drukkenbolt var sort, fattig og brutaliseret. Hvis nogen skal stilles til regnskab, så er jeg ansvarlig for ham, over for ham, som han er det for æslet. Men lidelsen – og mens jeg så på det var det lidelsens sum for mig. Jeg gjorde intet. Jeg lod ham slå æslet. Manden var sort. Så en form for forfængelighed talte mere end følelser; jeg kunne ikke holde ud at se mig selv – hende – Rosa Burger – som en af de hvide der kan have større medlidenhed med dyr end med mennesker.”
Nadine Gordimer: “Burgers datter”, 193-94.

Rosa Burger er opkaldt efter den polsk-tyske socialistiske leder, Rosa Luxemburg, som levede fra 1971-1919, i “Burger’s Daughter” fra 1979 (“Burgers datter, 1980). Rosa Burger er født i 1948. Hun er hvid sydafrikaner og datter af to fremtrædende apartheid-modstandere, Lionel og Cathy Burger, som ryger ind og ud af fængslerne gennem Rosas opvækst, og som begge dør, mens Rosa er i 20’erne. Forældrene er engagerede i det sydafrikanske kommunistparti (SACP), og det ligger i kortene, at Rosa skal følge i forældrenes fodspor. Men Rosa må selv finde sin vej i livet, og for at kunne det, må hun analysere på og gøre op med sit forhold til sin familie. Som hun forklarer det, så er hun vokset op med den følelse, at hendes familie er oprigtig og aldrig kunne finde på at tilbageholde sandheden, og hun har gjort, hvad der er blevet forventet af hende: Afleveret falske pas, så politiske aktivister kunne komme hemmeligt over grænserne, besøgt faderen i fængslet og overbragt beskeder, ladet som om hun er forlovet med en af de unge fængslede, så hun kunne få lov at besøge ham og levere beskeder. Men der er en bagside af medaljen. En af dem, hun afleverede et falsk pas til, blev fanget og slået ihjel af politiet, faderen døde i sin celle, den unge aktivist flyttede udenlands med sin rigtige kone, og Rosa fandt engang moderen i seng med en anden mand. Det, der umiddelbart virkede så sandt og rigtigt, ramler sammen om Rosa, da forældrene, og dermed rammen for den ideologi, hun er vokset op med, dør. Hvad er så rigtigt, og hvad er værd at kæmpe for?

Romanen udfolder sig som Rosas forsøg på at finde sin egen vej i livet, og undervejs bliver vi som læsere bekendte med de politiske kampe i Sydafrika fra 1940’erne og frem til 1970’erne. På sin rejse frem mod sig selv kommer hun både til Paris og London, hvor hun møder en række mennesker, som er genindvandret til Europa, og som nu hylder Rosa på grund af hendes forældre, der har ofret deres liv i kampen mod apartheid. Genindvandrerne lever nu pæne borgerlige liv tilbage i Europa og lever højt på deres oplevelser ‘dengang i Afrika’. Møderne med disse mennesker bliver en øjenåbner for Rosa, som beslutter sig for at vende tilbage til Sydafrika og engagere sig i de politiske kampe for ligestilling mellem sorte og hvide. Det er i 70’erne, og vi hører om sorte studenters oprør, det såkaldte Soweto-oprør, den 16. juni 1976, og massearrestationer den 19. oktober 1977, hvor også Rosa Burger bliver fængslet, nu mere levende og livlig end nogensinde før. Rosa har således fundet sig selv og meningen i livet, i kampen for frihed og ligestilling. “Det er mærkeligt at bo i et land hvor der endnu findes helte”, er en kommentar, der løber som en rød tråd igennem romanen. Lionel Burger er en af disse helte, og hans datter ligeledes. Lionel Burgers karakter er efter sigende inspireret af den sydafrikanske advokat af europæisk afstamning, Bram Fischer, der levede fra 1908-1975. Han var kendt for sin antiapartheid-aktivisme og for sit arbejde som forsvarsadvokat for antiapartheid-personligheder, blandt andet forsvarede han Nelson Mandela ved Rivonia Retssagen i 1963-64 . I 1966 blev han dømt skyldig i kommunistisk aktivitet og sammensværgelser omkring udførelser af sabotage. Rosas karakter skulle være inspireret af Bram Fischers datter.