Hillela vokser op hos sin fine og (små)borgerlige tante, Olga, i Sydafrika i “A Sport of Nature” fra 1987 (“Et naturens lune”, 1991). Men da hun som ung teenager bliver grebet i at stikke af fra sin skole for at være sammen med en ung farvet fyr, føler Olga ikke længere, at hun kan tage ansvaret for Hillela, som nu flytter ind til sin anden tante Pauline, hendes mand Joe og børnene Carole og Sasha. Her er helt anderledes end hos Olga. Pauline og Joe er meget politisk bevidste. Manden er advokat og arbejder især med politisk pressede personer, og Pauline arbejder for de sortes rettigheder via demonstrationer og ved at hjælpe politiske aktivister over grænser. Hillela er meget frisindet, og på trods af plejefamiliens politiske engagement og frisind har de svært ved at rumme hende – ikke mindst, da de finder hende i seng med fætteren Sasha. Da er Hillela 17 år, og hun må nu klare sig selv. Hun dropper ud af gymnasiet og klarer sig først ved at sælge leksikoner, dernæst som lægesekretær, så som assistent på et reklamebureau, hvor hun forelsker sig i en ung journalist, der bliver kaldt Andrew Ray, men som har et gammelt pas med et andet navn. Af politiske grunde må de to senere flygte fra Sydafrika, og kort tid efter forsvinder Ray ud af Hillelas liv – som dug for solen. Vi følger nu hendes færd over det meste af det afrikanske kontinent og til de politiske hovedstæder i Øst- og Vesteuropa og videre til USA. Hun bliver stadigt mere involveret i kampen mod apartheid-regimet, både privat og offentligt. Hun bliver gift med den sorte politiske aktivist i Ghana, Whaila Kgomani, som har kone og børn i forvejen, og hun drømmer om, at de skal blive en rigtig “regnbuefamilie” – en familie med mange børn med forskellige kulører. De når dog kun at få en pige, som opkaldes efter Nilson Mandelas hustru, inden Whaila bliver skudt på grund af sin deltagelse i de sortes frihedskamp. Hillela holder oplæg om sortes rettigheder over store dele af verden, og hun bruger meget tid på at arbejde for en bedring af de sortes vilkår. På en af sine rejser møder hun Generalen Reoul, som repræsenterer den væbnede kamp mod undertrykkelsen og troen på en demokratisk fremtid. Reoul bliver siden hen præsident, og Hillela bliver hans tredje kone, som ligeledes følger ham politisk rundt i verden.
“Et naturens lune” giver en tour de force rundt i afkroge af Afrika og af de politiske bevægelser i 1960’erne og 70’erne. Hillela er symbolet på de kampe, der finder sted i landet, og som kan splitte både familier, politiske organisationer og befolkninger. Hillelas intelligente, sensuelle, frimodige karakter er på en gang en splittende og samlende figur. Hun er symbol på, hvor svært det er at overvinde en historie af magtforskydning mellem sorte og hvide. Hun splitter de familier, hun vokser op i, fordi hun altid er en tand mere fri, end de er, hun skaber splid i manges sind, fordi hun er hvid og gift med en sort, og hun sår sågar splittelse i Whailas sind, fordi han har svært ved den forskel, der er imellem dem på grund af deres hudfarve og de dermed følgende forskellige opvækstvilkår, de har været udsat for. Men samtidig er hun en samlende karakter, der netop er med til at bygge bro mellem sorte og hvide med sit engagement i antiapartheid-bevægelsen og sin insisteren på et ægteskab med en sort mand.
Romanens afslutningsreplik kommer til at stå som et billede på Sydafrika og dets fremtid: “Hillela ser et flag som langsomt hejses, endnu foldet i sin puppe, en krøllet vinge kommer til syne, og – nu! – vrider det sig endnu en gang rundt og folder sig helt ud i vinden, glattes stramt ud i blæstens næve” (side 451). Flaget symboliserer her den gryende nation, og selve flagets bevægelse op ad flagstangen og dets langsomme udfoldelse viser, hvordan kampen for et frit og demokratisk Sydafrika har været en lang, hård bevægelse, og at landet på mange stadig er i sin vår – eller i sin puppe –, men undervejs mod nye, bedre og mere ligestillede tider.