“My sons history” fra 1990 (“Min søns historie”, 1991) er en dybt rørende beretning om Sydafrika lige op til apartheid-styrets fald i 1994. Den unge sorte mand, Will, læser til sin afsluttende eksamen i hvad, der svarer til folkeskolen, da romanen indledes, og han bor sammen med sin søster, Baby, sin mor, Aila, og sin far, som går under dæknavnet Sonny. Vi lærer aldrig faderens rigtige navn at kende, for da vi møder familien, er han forvandlet fra den folkeskolelærer, han oprindeligt var, til venstreorienteret revolutionær med dæknavn. Faderen bliver involveret i det revolutionære miljø, mens han stadig er lærer, via sine elevers protester imod det politiske styre, som han bistår med stadig større engagement, til han bliver så stor en trussel for det politiske system, at han bliver fyret og kort efter fængslet.
På grund af involveringen ændrer faderen karakter. Alt det hverdagslige, han har haft med sin kone, fremstår med et som ligegyldigheder og trivialiteter, og da han i fængslet bliver opsøgt af den hvide, engelske kvinde, Hannah, som arbejder for en organisation, der hjælper politiske fanger, finder han en ny sjælemage. Ude af fængslet igen fortsætter han sin politiske aktivistiske karriere og indleder et erotisk kærlighedsforhold til Hannah. Hun bliver den, der understøtter hans identitet som revolutionær, og han siger til hende, at hun “er den eneste ven, han nogensinde har haft”. Imens trækker han sig længere og længere væk fra familielivet, og selvom det har seriøse konsekvenser, som da Baby forsøger selvmord, så er han afhængig af at flygte ind i dette nye liv med denne anden kvinde. Aila lader som ingenting og behandler sin mand med den respekt, hun altid har gjort, mens hun får installeret Will som den, der skal holde sammen på det hele. Eller det vil sige, det er en position, han også selv indtager. Han kender til faderens forhold til den engelske kvinde, men han gør alt for at beskytte sin mor fra det, og han er i det hele taget meget optaget af at gøre, hvad moren ønsker af ham – såvel udtalte som stiltiende ønsker. Will foragter sin far for at svigte familien, men samtidig betyder den fælles stiltiende viden om farens affære, at der opstår et ubrydeligt tæt bånd imellem dem. Will prøver dog at bryde dette bånd. For eksempel ved at vælge en handelseksamen i stedet for at blive litterær. Faderen ønsker nemlig, at Will skal blive forfatter som faderens idol, William Shakespeare , som Will er opkaldt efter.
Virkeligheden får for alvor et twist i familien, da først Baby viser sig at være blevet revolutionær og flygter ud af landet for at arbejde i en grænseoverskridende, militaristisk, venstreorienteret organisation, da Aila siden hen viser sig at være involveret i samme organisation og bliver fængslet for at overtræde Loven om indre Sikkerhed og da Hannah samtidig rejser ud af landet, fordi hun har sagt ja til en stilling i FN’s Flygtningehøjkommissariat. Først da opdager Sonny, at han har været fuldstændig blind på sin familie og ikke haft blik for de forandringer, den har undergået sideløbende med hans egne. Samtidig får Will endelig sagt fra overfor den beskyttende og samlende rolle, han har haft, og som har fået billedet af en familie til at klæbe sammen. Han er den eneste, der er blevet holdt udenfor det revolutionære miljø, dels fordi han er den yngste, og dels fordi de andre har haft brug for, at han vedblev at være det, de var en gang, og dermed muligheden for at vende tilbage. Som han siger til sin mor: “jeg er der altid, til rådighed, Will ordner det, han har lige navnet til at være den vilje.” (side 252). Her spilles på, at Will også er et engelsk ord, der betyder vilje, og at det netop er Wills gode vilje og kærlighed til sine familie, der er blevet udnyttet til at holde familien sammen.
“Min søns historie” er en fremragende roman med mange lag. Gordimer skildrer med følsomhed, hvordan det er at leve et liv bestemt af kampen for at være fri. For selv om romanen skildrer Sydafrika efter apartheid-styrets fald, er livet fuldt af restriktioner for sorte, og det er de sortes kamp for frihed og lighed, der er det centrale emne. Vi bevidner, hvordan de sorte langsomt får – og tager rettigheder. Hvordan de begynder at trodse loven og flytte ind i områder kun for hvide for således, langsomt, at flytte grænserne for, hvad der er lov og ret. Hvordan de begynder at måtte benytte samme offentlige transportmidler som de hvide, og så videre. Gordimer skildrer, hvordan de sorte på en og samme tid hader de hvide og samtidig er tiltrukket af dem, fordi de er indbegrebet af det perfekte, af magt. Det beskrives mest indgående i Wills forhold til Hannah. På den ene side foragter han hende, fordi hun har forført faderen, og på den anden side forstår han faderen, for som han siger, så er det de hvide kvinder, de har lært at drømme om og begære.
Endvidere skildrer Gordimer fintfølende, sart og sårbart, hvordan den politiske splittelse i landet trænger ind i selve familien og ind i de enkelte individer, som i deres kamp for at forandre bliver så fremmedgjorte for deres egen baggrund, at de må tage afstand fra den. Især eksemplificeret ved Sonny, som efter hans indtræden i det politisk, aktivistiske liv, slet ikke kan huske, hvad han har haft tilfælles med Aila og den øvrige familie. Men selv om familien ender splittet – med Baby i udlandet, Aila ligeledes flygtet til udlandet og Sonny i fængsel, så er de atter blevet forenede – via deres fællesskab i kamp. Will ender da også med at forsone sig med fortidens opbrud i familien og blive forfatter; at sende et digt til sin fængslede far, og at stå som forfatter til den bog, man som læser har læst.