Gordimers roman “Get A Life” fra 2005 (“Få dig et liv”, 2006) sætter fokus på familiære relationer ved at følge to generationer af familien Bannerman i Sydafrika. Centralt i fortællingen står Paul Bannerman, som rammes af kræft i skjoldbruskkirtlen, da han er i trediverne. Som et led i behandlingen bliver han strålebehandlet, og det betyder, at han for en tid er til fare for sine omgivelser, fordi han selv afgiver radioaktiv stråling. For at beskytte sin unge kone, Berenice, og deres barn, Nickie, flytter han ind i sit barndomshjem hos forældrene Lyndsay og Adrian.
Paul lever i flere uger isoleret fra omverdenen i sit gamle børneværelse, og det sætter gang i seriøse refleksioner over livet. Han begynder at se sit liv udefra, og han bliver i tvivl om grundlaget for sit parforhold. Han er ikke i tvivl om, at han begærer og elsker Berenice, eller i hvert fald en del af hende (som han betegner som Benni), men han synes pludselig ikke, at de passer sammen. Mens han er økolog og prøver at redde verden, arbejder hun i et reklamebureau og laver promotion for mange af de store virksomheder, han afskyr. Det betyder, at han har meget svært ved at overskue at skulle hjem, da hans krop ikke længere afgiver stråling. Alligevel tager han hjem – uden at fortælle Benni om sine tanker og følelser. Men han tænker i de første dage hjemme, at det er som om, Berenice og Benni flyder stadigt mere sammen. Benni vil gerne have endnu et barn, og Paul indvilliger stiltiende, men da hun efter lang tid ikke er blevet gravid, foreslår hun, at de skal få undersøgt deres fertilitet. Paul tænker, at han på ingen måde kan overskue at underlægge sin krop flere undersøgelser, men i stedet for at sige det, udbryder han: “Hvis du ønsker dig et barn til, må du finde dig en anden mand.” (side 141). Og så snakker de ikke mere om den sag.
Det er ikke kun Paul og Benni, der har problemer. Også Adrian og Lyndsay står overfor en skillevej, nemlig pensionisttilværelsen. Lyndsay er advokat og har altid elsket sit job. Adrian arbejder som forretningsmand, oprindelig ville han gerne have været arkæolog, men han kunne ikke se, hvordan de mange dage i felten og den dårlige løn kunne forenes med et familieliv, og derfor valgte han et andet livsværk. Men som det hedder “Han havde arbejdet hele sit liv, ikke modstræbende eller ulykkeligt lod det til, men snarere tilfreds med at gøre det han var sat til at gøre, samvittighedsfuldt. Den eneste kulmination: hans otium.” (side 160). Da Paul er blevet rask, er det første, forældrene gør, at tage til Mexico, og her får Adrian for alvor udfoldet sin arkæologiske og antropologiske interesse. Faktisk bliver han så bidt af det, at han vælger at blive lidt længere i Mexico end planlagt. Lindsay tager dog hjem, og kort efter modtager hun et brev fra Adrian, at han ikke kommer hjem, da han har forelsket sig i en 30-årig norsk antropolog. Lyndsay bliver chokeret, men ikke mere end at hun fortsætter sit arbejde og endog kort efter udnævnes til dommer. Hun fortæller Paul om Adrians valg, men Pauls søskende får blot at vide, at faderen er ude og udleve sin arkæologdrøm. Og da Adrian senere dør i Norge, hvor han er flyttet til med den norske kvinde, ønsker Lyndsay ikke at få liget hjem.
Og næsten så deprimerende ender romanen: uden den store forløsning. Ganske vist lykkes det Paul og Benni at få endnu et barn, som et symbol på fremtiden og håbet. Men romanens karakterer kommer aldrig under huden på hinanden og formår ikke at sætte ord på deres tanker og følelser. Vi møder dem alle ved en skillevej: dødens – repræsenteret ved henholdsvis sygdom og alderdom –, og vi ser, hvordan den skrøbelige balance et liv hviler på, så let kan tippe. Karaktererne repræsenterer desuden hver deres metaforer, så det naturlige symboliseret ved økosystemerne, kontrasteres af det kulturelle symboliseret via reklamerne, ligesom det gamle i form af arkæologien stilles over for fremtiden i form af juristens problematik.
Derudover giver romanen et fint indblik i det moderne post-apartheid Sydafrika med hiv-smittede børn, sorte tjenestefolk fanget i overgangstidens noget forvirrede status, multinationale selskaber og naturturisme. Og selvfølgelig en sproglig mangfoldighed repræsenteret især ved flere af de sorte karakterer, der taler såvel engelsk som flere afrikanske sprog, og ved Pauls håb om, at sønnen Nickie vil vokse op med en generation, som måske også vil frembringe hvide med flair for mange sprog.