Politik gennemsyrer alt

“Romanen som historie er noget andet end en historisk roman”, har Nadine Gordimer udtalt, og dermed indrammer hun fint sit eget forfatterskab. Gordimers romaner er fiktion med dybe historiske rødder, og på forskellig vis går de i kødet på apartheid-styret i Sydafrika. Hendes hovedpersoner og deres livssyn er skiftende, men fælles for dem er, at de forholder sig til vilkårene for henholdsvis sorte og hvide, først og fremmest i Sydafrika, men ligeledes over resten af kontinentet og den øvrige verden.

Gordimer benytter sine romaner som værn mod censur og politisk hykleri og imod samfund, der nægter at erkende sin historie. Det, hun især interesserer sig for, er politikkens indflydelse på mennesker. Hun siger: “Politik har hovedsageligt indflydelse på min litteratur via den indflydelse, politik har på folk. Deres liv, og deres hele personligheder tror jeg, forandres under de ekstreme politiske situationer, man lever under i Sydafrika. Jeg forholder mig til mennesker; her er mennesker, som er formet og ændret af politik. På den måde er mit materiale fuldstændig gennemsyret af politik.” (Jannika Hurwilt: Nadine Gordimer. Sommer 1983).

Gordimers hovedtematikker er politik, identitet og menneskelige relationer, som væves sammen i et fint mønster. Hun fortæller selv, at de konstante konflikter i Sydafrika spillede en vigtig rolle for, at hun blev forfatter. Gordimer viser, hvordan der bag de mest intime relationer såvel som i de mest offentlige, gemmer sig en søgning efter identitet, selvbekræftelse og et ønske efter at høre hjemme. Som i “Min søns historie”, hvor faderen genopfinder sig selv via sit politiske engagement og pludselig ikke forstår, hvem han var tidligere, og samtidig bliver blind på sin egen familie. Gordimer udstiller menneskers mest intime relationer og regioner for at vise, hvordan privatliv påvirkes af raceregistreringer og restriktioner. Ved at skrive med udgangspunkt i den private sfære og gøre den offentlig, foretager hun en bevægelse, der kan stå som modpol til den officielle politik i Sydafrika under apartheid, som brød ind i huse og hjem og konfiskerede breve, dagbøger med mere. Alle Gordimers karakterer lever i skyggen af vold, trusler og brutalitet samt under racemæssige og klassemæssige konventioner og koder. Dermed stiller hun spørgsmålstegn til de kasser, som samfund ofte indretter sig efter, og hun peger på de hierarkier, de skaber, og den egoisme, intolerance og inhumanisme, de afføder.