Generationsdigte og rolledigte

Bo Green Jensens digtning opererer med i hvert fald fire grundtyper af digte. Den første er generationsdigtet. Et af de mest berømte af disse er Sønner af den tavse tid fra debutsamlingen.

I dette digt får man en beskrivelse af et kollektivt vi, i forhold til hvilken der inddrages en mængde mytologiske referencer, således at der dannes et mangefacetteret billede af tidsånden som helhed i de tidlige 1980’ere med dets atmosfære af arbejdsløshed, krise og dekadent nihilisme: Vi kom ud til slagtehallerne / Midt i en ulvetid . . .[...] Det var jobalder nu. Vi havde kun / Røg og øl og ubeslutsomhed. Vi tog / Ind og fik vores krydser. Drak ellers / Og ventede, vidste ikke på hvad.

En anden type af digte hos Green Jensen er de socialt kritiske rolledigte, hvor der, som i debutsamlingens Rapsodi: Byens skygger, er tale om en fuldstændig identifikation med et offers synsvinkel: Hun har ingenting tilbage. / Hun føler endda et vist varmt stik, / Når de bøvser sig vej ind i hendes / Sønderbollede kusse og / Stønner .