Engagement

Med disse fire romaner slog Greene sit navn fast som romanforfatter og blev samtidig sat i bås som katolsk forfatter. Hans senere romaner har godtgjort, at det kun er en side af hans forfatterskab. Et mere gennemgående aspekt er, hvad man kan kalde engagementets problematik. Det træder tydeligt frem i Den stilfærdige amerikaner (1955). Skuepladsen er her Vietnam, og romanen er en svidende kritik af blåøjet amerikansk udenrigs-politik. Den kontrasterer en ung idealistisk amerikaner og en midaldrende kynisk og uengageret engelsk reporter, der bliver rivaler om en vietnamesisk pige. Deres private forhold sammenkædes med et politisk tema, og den nøgterne reporter tvinges til at erkende umuligheden af at forholde sig uengageret, i krig som i kærlighed. Bogens skildringer af af landet og krigen er meget levende og overbevisende og bygger, som i alle Greenes romaner, på forfatterens egne oplevelser.

Engagementets problematik er også emnet for Udbrændt , som udkom i 1961 og Maskespillet fra 1966, som udspiller sig under Papa Doc´s rædselsregime på Haiti. Det er en dyster skueplads, og det ligger Grenne på sinde at åbne læsernes øjne for de skrækklige politiske og sociale forhold, men hovedaktørerne i stykket er komiske. Det, det kommer an på, er at spille en rolle, i dobblet forstand; at gå op i sin rolle med liv og sjæl, men også at engagere sig i en sag, der er værd at kæmpe for. Over for de engagerede fremstår bogens lunkne og hule hovedperson og fortæller som et underlødigt menneske.

Engagementet er også det, der tæller i Konsulen (1972). Med sans for det aktuelle valgte Greene et gidseldrama som emne for denne meget spændende historie. Gidseltagerne er frihedskæmpere fra Paraguay, der tager kampen op mod det autoritære styre. Sideløbende med politiske engagement handler bogen om menneskeligt engagement i personlige relationer, i konfrontationen mellem de to hovedpersoner, gidslet Charles Fortnum og Dr. Plarr, som har gjort Fortnums kone med barn. Plarr er en kold fisk, Fortnum er en patetisk, halvgammel, fordrukken hanrej - men han har evnen til at elske, til at nære varme og oprigtige følelser, og det er det, der tæller.

Efter en lang stribe romaner, henlagt til eksotiske miljøer rundt om på kloden, vendte Greene med sin næste bog Den menneskelige faktor (1978) tilbage til London og tillige til et af sine tidligste temaer, spørgsmålet om loyalitet og forræderi. Hovedpersonen er ansat i det britiske efterretningsvæsen (som Greene kender indefra), men er samtidig spion for russerne; ikke af ideologiske grunde, men for at betale af på en taknemmelighedsgæld til en sydafrikansk kommunist, der engang hjalp hans sorte kone ud af landet. Den menneskelige faktor er det følelsesmæssige engagement, som har sin pris for systemet for såvel som for individet. ´Den, der knytter et bånd, er fortabt. Kimen til fordærv er trængt ind i hans sjæl´ hedder det i det motto, Greene har valgt til denne roman. I den forstemmende historie om dobbeltagentens lod kombinerer Greene virtuost thrillerens spændingsmoment med psykologisk indlevelsesevne og nye perspektiver på sine centrale temaer.

Engagementet på det personlige og det politiske plan er også temaet i Greenes sidste roman Kaptajnen og fjenden (1989) som kontrasterer to velkendte typer i Greenes fiktionsverden, den anløbne men varmhjertede kaptajn og lykkeridder over for hans lunkne stedsøn, der fortæller historien om sit liv med kaptajnen, som vandt ham i spil, da han var dreng. Historien slutter i Panama i 1970´erne, da kanalaftalen blev stadfæstet. Den aldrende Greenes sidste roman bygger på hans personlige kendskab til landet og venskab med dets daværende leder, general Torrijos, som han i 1984 satte en minderune over i Min ven generalen . (99.4 Torrijos)