I 2008 udgav Jens Christian Grøndahl samtidsromanen “Fire dage i marts”, der ligesom flere af hans tidligere romaner er bygget op omkring et kvindeportræt. Romanens titel henviser til fortællingens ydre, kronologiske rammer. Da bogens kvindelige hovedperson, den 48-årige arkitekt Ingrid, ringes op med beskeden om, at hendes teenagesøn er anholdt for vold, sætter det gang i en række begivenheder og eksistentielle overvejelser, som udspiller sig over de følgende fire dage i marts.
Romanen rejser blandt andet spørgsmålet om, hvor meget man som voksent menneske og forælder kan forfølge sine egne mål uden at skade sine børn. Grøndahls roman indeholder som altid også en romantisk kærlighedshistorie og tematiserer herunder elskerinderollen.
27468470
Omdrejningspunktet i “Fire dage i marts” er dog især en undersøgelse af forældreskabet og forældres svigt i forhold til deres børn. Ifølge forfatteren drejer dette svigt sig også om en tendens i vores nutidige opfattelse af barnet: “Det ligger jo meget i vores sentimentale forhold til børn i dag, at vi tror, at bare vi elsker dem, så er det nok. Det er selvfølgelig det vigtigste, men det er som om, der mangler viljen til også at være opdrager; til også at være autoritet, fordi begrebet er kommet sådan i miskredit. Og ofte med rette (...) Men lige præcis i forhold til børnene, skylder man dem at være det, og den erkendelse tror jeg også, Ingrid får undervejs.” (Karen Margrethe Schelin: Der er situationer i livet, hvor man ikke kan være et pænt menneske. Berlingske Tidende, 2008-10-24).
En anden væsentlig tematik i romanen er spørgsmålet om, i hvor høj grad et menneske er tilbøjelig til at gentage familiemønstre oplevet gennem opvæksten. Gennem de erindringer og refleksioner, den kvindelige hovedperson gennemlever i de fire døgn, romanen strækker sig over, konfronteres hun med spørgsmålet om, hun blot har gentaget sin mors og sin mormors selvoptagede mønster. Er de tre kvinders livshistorier blot variationer over det samme tema, som uundgåeligt viderefører svigtet?
Kærlighedstemaet udvides således i denne roman til også at omhandle forholdet mellem forældre og børn. Ligeledes kombineres samtidsskildringen med en form for slægtsroman, der tematiserer de individuelle valg men også de gentagne, arvede mønstre, der kendetegner den enkeltes fortælling om livet.