Faïza Guène
Foto: Geraint Lewis/Writer Pictures/Ritzau Scanpix

Faïza Guène

mag.art. Abigail Josephsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2012.
Top image group
Faïza Guène
Foto: Geraint Lewis/Writer Pictures/Ritzau Scanpix
Main image
Guène, Faïza
Foto: Forlaget Republik

Indledning

Den unge, franske forfatter Faïza Guène skriver om mennesker på samfundets bund. Mennesker, hun kender fra sin opvækst i en ghetto ved Paris: Indvandrerne, de arbejdsløse, de fattige. Dem, der henslæber deres liv på sofaen foran fjernsynet. Dem, der nervøst står i kø foran udlændingekontoret for at få fornyet opholdstilladelsen.

Hun slog igennem som 19-årig med romanen ”Kiffe kiffe i morgen”. Her viste hun noget, som for ofte bliver glemt: At folk i ghettoen også kan elske hinanden. Hun skildrer mennesker med ømhed, humor og mentalt overskud, og hendes bøger er aktuel socialrealisme for fuld speed med absurde twists og en vindende vilje til at drømme og le.   

52588588

Blå bog

Født: 1985 i Bobigny, Frankrig.

Uddannelse: Indskrevet på sociologi på Université Paris 8, Saint Denis. Hun droppede hurtigt ud igen for at skrive.

Debut: Kiffe Kiffe demain, 2004.

Litteraturpriser: Peter Pan-prisen, Sverige, 2007.

Seneste udgivelse: Mænd græder ikke. Republik, 2016. (Un homme ça ne pleure pas, 2014). Oversætter: François-Eric Grodin.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Og man tænker, at det nok skal blive bedre en dag selvom der ikke er nogen garanti. Eller som min tante siger: De smukkeste eventyr er dem der begynder dårligt.”

”Hvor drømmene vender”, s. 21.

Faïza Guène er opvokset i den såkaldte indvandrerghetto Les Courtillieres i udkanten af Paris, der svarer til Mjølnerparken herhjemme. Hun er det midterste af tre børn. Hendes far kom fra Algeriet til Frankrig som 17-årig i 1952 for at blive industriarbejder. 30 år senere giftede han sig med en algerisk kvinde, som kom op til Frankrig og blev hjemmegående. Selv betegner Faïza Guène sine forældre som religiøse men åbensindede, og selvom ingen af dem fik en uddannelse, så har de altid haft respekt for bøger, og de har bakket hende op. Faïza Guène lærte tidligt at læse, og det blev hendes store interesse. Desværre havde hendes forældre ikke råd til bøger, så hun fandt sit læsestof i det sparsomme udvalg på det lokale bibliotek og i skolebøgerne.

Som ganske ung begyndte hun også at skrive, men det var udelukkende til skrivebordsskuffen. Hun skrev så meget, at hendes mor måtte smide hendes notesbøger ud, fordi de fyldte for meget i den lille lejlighed. Som 13-årig tilmeldte Faïza Guène sig et kulturtilbud med skrive- og filmværksted for unge i boligblokken, og som 14-årig lavede hun sin første kortfilm, ”La zonzoniere”, der handler om en ghetto-pige, som holdes indespærret af sin religiøse far. Faïza Guène var bidt af at fortælle historier, men for en ung indvandrer er der ikke meget opbakning fra omgivelserne til at drømme. Hun fik at vide af en erhvervsvejleder, at hun ikke skulle sigte for højt og blive sundhedsplejer. (Bjørn Willum: Drømme forbudt i forstæderne. Berlingske.dk, 2006-06-24).

Men hun blev alligevel ved, og da hun var 17 år, viste hun 30 sider af et romanprojekt til en af underviserne på filmværkstedet. Han var så begejstret, at han viste manuskriptet til en ven, der var forlægger i Paris. Det blev til Faïza Guènes litterære gennembrud, ”Kiffe Kiffe i morgen”. Den udkom, da hun var 19 år. Bogen blev solgt i flere hundrede tusinde eksemplarer og er oversat til mere end 26 sprog. Faïza Guène fortsatte med at skrive, mens hun samtidig indskrev sig på universitetet for at studere sociologi. Efter et år droppede hun ud for at hellige sig forfatterkarrieren og har indtil nu udgivet tre romaner. I dag er hun gift og bor med sin mand og sit barn i en forstad til Paris.

 

Kiffe Kiffe i morgen

”Sikke en lorteskæbne. Skæbnen er noget lort, for der er ikke noget at gøre. Så uanset hvad du gør, bliver du altid røvrendt. Mor siger, at min far forlod os, fordi det stod skrevet.”
”Kiffe kiffe i morgen”, s. 18.

”Kiffe Kiffe demain” fra 2004 (”Kiffe Kiffe i morgen”, 2010) er Faïza Guènes gennembrudsroman. Den handler om den 15-årige Doria, der er en fantasifuld, stærk og fandenivoldsk karakter. Doria bor alene med sin mor i en ghetto i den parisiske forstad Livry-Gargan i nutidens Frankrig. Hendes forældre kommer oprindeligt fra Marokko, og hendes far er taget tilbage hertil for at gifte sig med en ny kvinde. Årsagen er, at Dorias mor kun var i stand til at give ham ét barn, og det var ikke en dreng. Doria kalder ham konsekvent for Skægaben, men selvom hun gør grin med ham, så piner det hende, at han er rejst.

28474776

Doria klarer sig dårligt i skolen, går til psykolog og flygter ind i en drømmeverden, som hun kopierer fra tv. Blandt andet forestiller hun sig, at hun er en del af Ingalls-familien i ”Det lille hus på prærien”. Hendes analfabetiske mor arbejder som underbetalt rengøringskone på et hotel, og de er så fattige, at Doria kun går i nedslidt genbrugstøj. Den lille familie får ofte besøg af socialrådgivere, der opfører sig, som om ghettoen er et eksotisk rejsemål, og Doria håner dem med navne som fru Dumpe og fru Dumsmart. Doria skelner ikke til folks etnicitet eller religion. Hun ser på folk som mennesker og værdsætter og håner dem derefter. Det bedste i Dorias liv er relationen til pusheren Hammoudi, der kan fremsige Rimbaud-digte og den livlige tante Zorah, der også er algerisk immigrant.

Bogens titel ”Kiffe kiffe i morgen” spiller på det arabiske slang udtryk kif-kif, der betyder, at intet vil ændre sig, og det franske verbum kiffer, der betyder at kunne lide noget. I begyndelsen af romanen bruger Doria udtrykket kif-kif, fordi hun for længst er holdt op med at håbe, at livet kan blive bedre. Hun er og bliver en taber-andengenerationsindvandrer fra ghettoen. Men det ændrer sig, da hun kommer ind på frisøruddannelsen og får sit livs første kys. Titlens kiffe kiffe er derfor et udtryk for, at der måske alligevel kan ske noget godt i morgen, hvis man bliver ved med at kæmpe. Romanen er fortalt af Doria selv i teenage-talesprog og med rig brug af slang, og den er præget af selvironi og humor. Hovedtemaet er at leve som teenager i en indvandrerghetto i Frankrig uden at opgive retten til at drømme.