Garth Risk Hallberg

Af cand.mag. Anna Møller, iBureauet/Dagbladet Information. 2016.


Nøgleord: Garth Risk Hallberg punk overklassen New York skæbne mord

Allerede inden udgivelsen var Garth Risk Hallbergs ambitiøse debutroman ”Byen brænder” sagnomspunden. Grundlaget til hypen omkring den murstensstore, amerikanske samtidsroman blev lagt af en kamp mellem forlag for at udgive den – og et uhørt stort forskud på to millioner dollar til forfatteren. ”Byen brænder” følger en række new yorkere i både undergrundskulturer og i overklassen på nytårsnat 1976 og under den store strømafbrydelse i juli 1977. De mange personers historier flettes sammen af en ung kvinde, der skydes nytårsnat i Central Park, og sammen med de realistiske beskrivelser af et samfund i opbrud holder krimiplottet opmærksomheden fængslet gennem de mere end 1000 sider.

Blå bog

Født: 1979 i Baton Rouge, Louisiana, USA.

Uddannelse: Bachelor fra Washington University i St. Louis og cand.mag. fra New York University.

Debut: Field Guide to the North American Family. Mark Batty Publisher, 2007.

Litteraturpriser: Nomineret til den amerikanske kritikerpris Balakian Prize, 2011 og 2012.

Seneste udgivelse: Byen brænder. Lindhardt og Ringhof, 2016. Oversat af: Mich Vraa.

Inspiration: Forfatterne Don DeLillo og David Foster Wallace.