Verdens lys

Citat
”Det er muligt at frihedens ideal ikke er noget betydeligt ideal, men det er en bunden mands højeste ideal, og så længe der endnu findes en bunden mand i verden står det ved magt (…).”
”Verdens lys”, s. 376.

”Verdens lys” er fællestitlen på de fire romaner ”Ljós heimsins” (”Verdens lys”, 1937), ”Höll sumarlandsins” (”Sommerlandets slot”, 1938), ”Hús skáldsins” (”Digterens hus”, 1941) og ”Fegurð himinsins” (”Himlens skønhed”, 1941), der udkom i Island i årene 1937-1940. Hovedpersonen Olaf Kárason Ljósvikingen er frit baseret på den islandske almuedigter Magnus Hj. Magnusson, hvis efterladte dagbøger Laxness studerede indgående, da han skrev romankvartetten.

Den første bog handler om den forældreløse Olafs barndom som fattiglem på gården Fótur under Fótarfótur. Hans mor efterlod ham som spæd i en sæk, og han vokser op som plejebarn hos den strikse Kamarilla og hendes børn. De to sønner bestyrer gården, men er i en evig strid om, hvem der skal bestemme. De sætter ofte Olaf i dilemmaer, hvor han ikke ved, hvem han skal rette sig efter. Han kan ikke vurdere, hvem af de to, der taler sandt. Det svære valg mellem sandt og falsk forfølger Olaf gennem opvæksten, hvor han efter at være blevet sparket i hovedet af en hest tilbringer to år i sengen under loftsbjælken med salmebogen og et par lasede digtsamlinger. Underernæret, svag og syg forflyttes han til den fattige fiskeplads Svidinsvik. På vejen helbredes han ved et mirakel af den synske Torunn, og håbet om en lys fremtid som digter vokser i ham. Livet i Svidinsvik skildres i de følgende bøger, hvor Olaf forelsker sig, kæmper med sult og arbejdsløshed, mens pladsens velhavende spidser skalter og valter med deres penge og magt. Flere gange må Olaf begrave sine børn, og som den endegyldige ydmygelse havner han i tugthuset efter at have forført et umyndigt pigebarn.  

Olaf er en antihelt, der som svag og fattig digter kæmper for at overleve på bunden af samfundet. Men på trods af alle de slag, lidelser og den skam han må gennemleve, holder han stædigt fast i poesien og skønheden som ideal. ”Laxness gennemanalyserer i dette rige kunstværk en digters stilling i samfundet, idet spørgsmålet om, hvad en kunstners opgave egentlig er i en verden af interessekampe, var brændende for ham og hans publikum i disse hektiske politiske år,” skriver oversætteren Erik Søderholm om bøgerne i sin monografi (Erik Sønderholm: Halldór Laxness – En monografi. S. 55).