Mine værktøjer
     

Af journalist Niels Vestergaard. 2006.

Indledning

“Det var i den Tid, jeg gik omkring og sulted i Kristiania, denne forunderlige By, som ingen forlader, før han har fået mærker af den. Jeg ligger vågen på min Kvist og hører en Klokke nedenunder mig slaa seks Slag; det var allerede ganske lyst, og Folk begyndte at færdes op og ned i Trapperne. Nede ved Døren hvor mit Rum var tapetseret med gamle Numre af “Morgenbladet”, kunde jeg saa tydelig se en Bekendtgørelse fra Fyrdirektøren, og lidt tilvenstre derfra et fedt, bugnende Avertissement fra Bager Fabian Olsen om nybagt Brød. Straks jeg slog Øjnene op, begyndte jeg af gammel Vane at tænke efter, om jeg havde noget at glæde mig til idag...”

“Sult”, s. 5.

Ingen skandinavisk forfatter har været elsket og siden hadet så dybt i sit hjemland som nordmanden og nobelprismodtageren Knut Hamsun. Elsket for sine enestående fortællinger og enorme bidrag til norsk kulturhistorie. Hadet for sin kompromisløse støtte til Hitler, nazismen og okkupationen af Norge. Ejheller har nogen skandinavisk romanforfatter før eller siden haft en tilsvarende indflydelse på verdenslitteraturen. Hamsun lagde nye spor ud med banebrydende værker som “Sult”, “Mysterier” og “Pan”, og da han slog ind på mere veltrådte stier med klassikere som “Segelfoss By” og “Markens Grøde” var det, som om ingen rigtigt havde kendt dem før.


Blå bog

Født: Den 4. august, 1859 i Lom, Norge.

Død: Den 19. februar 1952 i Grimstad, Norge.

Uddannelse: Ingen.

Debut: Den Gaadefulde :  En Kjærlighedshistorie fra Nordland. M Urdal, 1877.

Litteraturpriser: Nobelprisen i litteratur, 1920.

Seneste udgivelse: Sult. Gyldendal, 2013. (Sult). Oversætter: Kim Leine.

 

 

Baggrund

I 1884 offentliggjorde Knut Hamsun en artikel om Mark Twain under navnet Knut Pedersen Hamsund. En sætternisse åd det sidste d. På den måde opstod det pseudenym, som han er blevet kendt under, Knut Hamsun.

Knut Hamsun er døbt Knut Pedersen i Lom i Guldbrandsdalen i Norge i 1859, hvor han boede de første fire år af sit liv. Hans forældre var fattige, og da en velhavende onkel tilbød dem at passe en af hans gårde, flyttede de til Hamarøy i Nordnorge. Onklen drev også et mindre posthus, og fem år senere tog han Hamsun ind som hjælper. Efter at være blevet tævet og sultet i seks år flygtede Hamsun i 1874. De næste femten år levede han af småjobs, udgav et par romaner, opholdt sig nogle år i USA og opbyggede en mening om livet i almindelighed og litteratur i særdeleshed. Det meste af tiden var han fattig og i perioder på den anden side af sultegrænsen. Den danske forfatter Thorkild Hansen har i “Processen mod Hamsun” fremhævet, at det er i lidelse og modgang, at Hamsun finder sin inspiration. Det er en hypotese, man kan fremsætte om mange kunstnere. Den forklarer en håndfuld inspirerede værker i halvfemserne, hvor Hamsun skrev på erfaringerne fra sine første hårde tredive leveår, og hvor alt, hvad han stod for som litterat, gik imod periodens hovedstrømninger. Den forklarer også mindre inspirerede værker i tider, hvor Hamsun sidenhen havde fred i sit liv.

Forfatterskabet falder i to overordnede perioder. De psykologiske romaner i halvfemserne og de sociale romaner, som udgør hovedparten af resten af forfatterskabet. Litteraturhistorisk er det de første, som har størst betydning og grundlægger hans berømmelse med en række greb, som indvarsler den højeksperimenterende stilperiode, vi kender som modernismen. I de sociale romaner når han sin fulde højde som realistisk fortæller med hovedværket “Markens Grøde”, som i 1920 indbragte ham nobelprisen.

Hamsun under huden på sine hovedpersoner

“Klokken var tre. Sulten begyndte at blive noget slem med mig, jeg var mat og gik og kasted op lidt hist og her i Smug. Jeg svingede ned til Dampkøkkenet, læste tavlen og trak opsigtsvækkende paa Skuldrene, som om sprængt Kød og Flæsk ikke var Mad for mig; Derfra kom jeg ned på Jærnbanetorvet. En besynderlig Fortumlethed fôr mig med en Gang gennem Hovedet; jeg gik videre og vilde ikke agte mig paa det, men blev paa en Trappe. Mit hele Sind gennemgik en Forandring, ligesom noget gled tilside i mit Indre, eller et Forhæng, et Væv i min Hjærne gik itu. Jeg tog efter Aanden et Par Gange og blev forundret siddende.”

Knut Hamsun: "Sult", s. 41.

Knut Hamsun siger i sin berømte, litterære programerklæring “Fra det ubevisste sjeleliv” noget i retning af, at han er træt af figurer, som alle og enhver kender fra fiskemarkedet. Han vil have komplekse, flerdimensionelle karakterer. Han vil ind under huden på sine personer. Han vil lave psykologiske portrætter. Til det formål rendyrker han op gennem halvfemserne den indre monolog, flashbacks (tilbageblik) og stream of consciousness (bevidsthedsstrømme – en litterær udgave af rablen) og beskriver hovedpersonernes drømme, hallucinationer og kunstneriske frembringelser i sine værker. Første gang i romanen “Sult” fra 1890 om en ung fattig mand ved navn Tangens trængsler i Oslo i slutningen af det nittende århundrede.

Handlingen er akkurat lige så fragmentarisk og episodisk som hovedpersonens liv. Tangen vakler rundt i Oslo uden meget andet end en forfatter i maven. Sulten er hans permanente og forræderiske vandringskammerat. Den forstyrrer hans tanker og hans sanser og kaster ham rundt mellem eufori og håbløshed. Han prøver at afsætte en artikel eller finde lidt forefalden arbejde. Han lader sig fængsle for at få et sted at sove. Han gir’ sine sidste penge væk. Han skriver på et drama. Han bliver forelsket. Han har ikke det store held. Normalverdenen smelter væk. Han kan ikke få det til at hænge sammen.

“Sult” har med årene opnået status af en kultroman. Hvis man sætter fremmedgørelse og sammenbrud ind i stedet for sult, aner man slægtskabet med moderne klassikere som “Den fremmede” og “The Catcher in the Rye”. Hvis man føjer stoffer og vold til forlænger tråden sig op til nyklassikere som “The Basketball Diaries”, “American Psycho” og “The Fight Club”. I forordet til en amerikansk udgave af “Sult” skrev forfatteren og selv nobelprismodtager Isaac Bashevis Singer om Hamsun: “Han er i enhver betydning far til den moderne skole indenfor litteratur – hans subjektivitet, hans fragmentering, hans brug af flashbacks, hans lyriske kvaliteter. Hele fiktionens moderne skole stammer i det tyvende århundrede fra Hamsun.”

Det hele handler om Hamsun

Hovedpersonen i “Mysterier” fra 1892, Nagel, ankommer med dampskibet til en lille norsk kystby og gir’ sig med det samme til kende som en ekscentrisk størrelse. Han er iklædt et gult sæt tøj og har en pels med, selv om det er midt på sommeren. Han går heller ikke i land med det samme, men driver om på dækket indtil sidste øjeblik. Herfra vokser mysteriet om den besynderlige skikkelse. Han blander sig i det lokale liv, men mere som en elefant i en glasbutik end en mand, som forstår at hyle med de ulve, han er iblandt. Han slår sig ned på det lokale hotel og ødelægger med det samme en god lokal skik med at ydmyge den undseelige Minutten i hotellets restaurant; han kurtiserer den grå og fattige gammeljomfru Martha Gude, samtidig med at han gør klodset kur til den unge, smukke og allerede bortforlovede Dagny Kielland; han har et glas cyanid på sig, i fald han skulle få lyst til at forlade livet; han får besøg af en mystisk, udenbys dame, som tager af sted et par timer, efter hun er kommet; han har meninger, som man ikke er vant til: Det er ikke lægevidenskab, men tro og naturlig disposition, som helbreder folk; den fejrede engelske statsmand Gladstone er bigot; den endnu mere fejrede norske nationalstolthed, dramatikeren Ibsen, er en oppustet, huslig oprørstænker, der fører en nål som en lanse, Tolstoy er gammel og livssvag, osv. Man kan kende en del af Hamsuns kæpheste i disse argumenter, og Knut Hamsuns søn, Tore Hamsun, har hævdet, at Nagel er Knut Hamsun, ligesom de talentfulde, men rodløse, destruktive og marginaliserede hovedpersoner i Hamsuns psykologiske romaner i det hele taget låner mange træk, synspunkter og erfaringer fra deres forfatter.

Victoriansk kærlighed - en kvinde efter Hamsuns hjerte

““Nej,” svared hun. “De ved, at det er Dem, jeg elsker, Johannes, det har De vel set? Jeg har længtes saa efter Dem i disse Aar, at ingen, ingen fatter det. Jeg har gaaet her paa Vejen og tænkt: nu holder jeg mig heller lidt ind i Skogen ved Siden af Vejen; for der gik ogsaa han helst. Saa det gør jeg. Den Dag, jeg hørte, at De var kommet, klædte jeg mig lyst, lysegult, jeg var syg af Spænding og Længsel,(…) “Ja, men Victoria,” sagde han med skælvende Stemme, “nu maa De ikke sige mig sligt noget mere.” (…) “Jeg er forlovet”, svared han.”

“Victoria”, s. 107-108.

“Victoria” fra 1898 er en lille kærlighedshistorie om den fattige møllersøn Johannes, som forelsker sig i herremandsdatteren Victoria. Som ung flytter han til Oslo for at opfylde en ambition om at blive forfatter, mens Victoria bliver tilbage for at opfylde sin fars ambition om at blive rigt gift. Den geografiske og sociale afstand imellem dem henviser Johannes’ kærlighed til de digte, han skriver, som kun handler om Victoria. Victoria er for sin part henvist til sin længsel og en kvist, som Johannes engang rørte ved.

Da Johannes’ succes og opstigen i samfundet endelig ser ud til at være af et omfang, der kan udligne kløften imellem dem, og Victoria er parat til at tage springet, kommer hans sind i vejen med en selvdestruktiv latens, som han deler med de andre hovedfigurer i Hamsuns psykologiske romaner (to begår selvmord, en går i landflygtighed).

Og han forlover sig med en pige, som han ikke elsker, og som ikke elsker ham. Det ender bedrøveligt med, at Victoria dør af en rædselsfuld sygdom: “Lev da vel, Johannes, og Farvel for altid. Og Tak endnu engang for hver eneste Dag og Stund. Jeg kan ikke mere.
Deres Victoria.
Nu har jeg faaet Lampen tændt, og det er meget lysere for mig. Jeg har ligget i Dvale og atter været langt borte fra Jorden.

Gudskelov, det er ikke saa uhyggeligt for mig som før, jeg hører endog lidt Musik, og frem for alt var det ikke mørkt. Jeg er saa taknemmelig. Men har jeg ikke Kræfter mere til at skrive. Farvel min elskede …” (s. 141),

skriver Victoria i sit afskedsbrev, som for perioden var afsindigt gribende, og med tanke på Hamsuns bundkonservative verdensopfattelse måske en vemodig afsked med det viktorianske kvindeideal, der var under voksende beskydning af udviklingen, og som den dydssirede herremandsdatter repræsenterer af navn såvel som af gavn.

 

 

Fusentast og fattigrøv indvarsler ny Hamsun

“Da Ulrik havde prøvet med en skalle var Rolandsen kendt på sin modstanders specialitet. Men Rolandsen var herre og mester i en anden; det lange, seje slag med flad tværhånd mod kæbebenet; slaget skal træffe på siden af hagen. Der går gennem hovdet med en uhyre rystelse af dette slag, alt blir til en hvirvel i én og man styrter til jorden. (…) Pludselig rammedes Store Ulrik og tumlede langt bort, helt udenfor vejbredden. Hans ben kom i kors, de faldt sammen under ham som om de døde, hvirvlen havde bemægtiget sig ham. Og Rolandsen kunne slagsbrodersproget godt nok, han sagde: Nu den næste! Han syntes at føle sig aldeles glad og han kendte ikke at hans skjorte var revet op i halsen. Men den næste var Ulriks to fæller, som nu var stille og forundrede og ikke holdt sig for brystet af latter. I er jo børn, skreg Rolandsen til dem. Jeg kunne bare krølle jer lidt.”

"Sværmere", s. 50-51.

I begyndelsen af det tyvende århundrede vender Hamsun med skarpsyn, charme og ironi blikket bort fra individets psyke til mennesket og samfundets natur. “Sværmere” fra 1904 er det første og klareste eksempel på denne udvikling.

Hovedpersonen, telegrafist Rolandsen, er en fantast, en fusentast, en slagsbror, en fattigrøv, en opfinder og drukmås. Han bor i et lille fiskersamfund på Nordlandskysten og lufter gerne sin brandert og uforskammethed offentligt. En af hans store fornøjelser er at lægge vejen forbi den vældige Macks fiskelimsfabrik og spase, som det hedder i bogen, med pigerne, som arbejder på gulvet. Men han er også en udspekuleret krabat, som samtidig bedriver lidt spionage på hele produktionsgangen. I det skjulte fifler Rolandsen nemlig selv med at lave et limprodukt, som kan slå Mack af banen. Han mangler bare så forfærdligt penge til at finansiere den snedige opfindelse, han er undervejs med, og leder med lys og lygte efter en udvej.

Bogens hovedspor er viklet op om Rolandsens livtag med Mack, som ud over at være en oppustet pralhans med alle de penge, som Rolandsen savner, også har en datter, han er svært indtaget i. Undervejs bliver det til en række fine portrætter af nogle af de sære skæbner, som lever omkring dem i Nordland. Hamsun kendte Nordland fra sin opvækst, og det kom herfra til at optage en stor del af forfatterskabet – man lægger ikke mindst mærke til den sværmeriske præstekone og hendes sekteriske mand (Hamsun nærede en sund skepsis til kirken og dens mænd), den knibske frøken van Loos (som Rolandsen er forlovet med til hans store hovedpine) og den luskede hjælper på præstegården, Enok.

“Sværmere” ligger til grund for filmen “Telegrafisten” fra 1993.

 

 

Hamsun opdyrker fjeldet

“Inger traadte ut av Fjøset og sa smaaleende av Stolthet: Jeg kom bare med Kua min! – Naa, svarte han. – Jeg blev saa længe, for jeg kunde ikke gaa haardere med hende over Fjældet. Hun er med Kalv. – Kom du med en Ku? sa han. – Ja, sa hun og var sprækkefærdig af Rikdom paa denne Jord. Eller tror du jeg staar og aper! sa hun. – Isak frygtet det værste, men aget sig og sa bare: Du maa komme ind og faa dig mat. - Saa du Kua? Var hun ikke pen? – Makeløs. Hvor har du faat hende? spurte han saa likegyldigt som han kunde. – Hun hetter Guldhorn. Hvad skal du med den Muren du har muret her? Du arbeider dig ihjæl, det gjør du. Nei kom og se paa Kua! De gik og Isak var i Underklærne, men det gjorde ikke noget. Da saa Kua over uendelig nøie og paa alle Mærker, paa Hodet, Juret, Krysset, Lænderne; rød og hvit, let foret. (…) Hun talte naturligvis sandt at Kua var hendes. () Aa, den Inger, han elsket hende og hun elsket ham tilbake (…).”

Knut Hamsun: "Markens Grøde", s. 15-16.

Efterhånden som Hamsum bliver etableret med kone, børn og en stor gård, Skogheim i barndomssognet Hamarøy i Nordnorge, får outsideren og rebellen konkurrence om hans opmærksomhed (om end aldrig om hans sympati) med mere samfundstilpassede størrelser som Isak i hovedværket “Markens Grøde” fra 1917. Samtidig må den vilde natur, som hidtil har været idealiseret som et inspirerende fristed fra storby, industrialisering og ævl og kævl, dele pladsen i hans hjerte og bøger med landbrugslandet.

Isak er en simpel bonde, som skaber sig en tilværelse i ødemarken. Han opdyrker jorden fra grunden, får sig en kone og nogle børn og lægger efterhånden fundamentet til et lille samfund med savværk, skole, købmandsforretning og nabogårde. Men det sker selvfølgelig ikke uden modstand og tilbageslag. Bare besværet med at få en kone er lige ved at tage pippet fra ham. Han lader samerne, som under deres vandringer bragte nyt fra gård til gård og bygd til bygd, fortælle videre, at han står og mangler et kvindfolk på sin gård, men der går umindelige tider, før der endelig dukker en kandidat op. Køn er hun jo ikke, hun er skæmmet af et hareskår, men Isak er på det tidspunkt ikke så forfærdeligt nøjeregnende og for øvrigt heller ikke dummere, end han godt kan regne ud, at hareskåret nok også er grunden til, at hun overhovedet er interesseret i ham – han er jo gået og blevet lidt vildmandsagtig derude på myren, og faktisk er der jo heller ikke rigtigt et rigtigt hus på hans jord endnu, bare en rønne – og efter lidt tranedans rykker hun ind i sengehalmen, og Isak er egentlig ganske godt tilfreds. Da Inger, som hun hedder, nogle dage senere oven i købet bringer en ko til gården, er det ren og uforfalsket kærlighed.

“Den er tværs igennem vakker; mættet med visdom og humor og ømhed.” sagde den engelske forfatter H.G Wells (“Tidsmaskinen”, “Dr. Moreaus ø” m.fl.) om “Markens Grøde” og kaldte den en af de allerbedste romaner, han nogensinde havde læst. Den tyske nobelprisvinder Thomas Mann konstaterede, at det var en “Vidunderlig, helt fantastisk bog!” Tre år efter den udkom, udløste den en nobelpris, og ingen bør lade sig skræmme af, at sproget står, som det blev talt blandt bønderne. Tværtimod. Det føjer bare til musikken.

Nazisten Hamsun

Hamsun var en glødende beundrer og tilhænger af Naztyskland. Da Hitlers tropper invaderede Norge, udsendte han en appel til sine landsmænd om at smide våbnene og gå hjem, fordi tyskerne kæmpede for dem alle, og da Hitler døde, og det for længst var klart, at Tyskland havde tabt krigen, skrev han en hyldest til ham. Hvad man så end kan beskylde ham for, og det er meget, og han blev beskyldt for det hele og lidt til, så kan man ikke kalde ham en vendekåbe. Han stod ved det, han mente, og rokkede sig ikke en tøddel. Det var den integritet, der havde ført ham til tops som forfatter, men det var også den, der styrtede ham i afgrunden som menneske og nationalhelt i Norge. Det, Hamsun mente, faldt langt hen ad vejen sammen med det, nazisterne mente. Kvinderne skulle hjem til kødgryderne; det var ‘Kinder, kuche, kirche’ eller i hvert fald børn og køkken. Mænd skulle udmærke sig ved hårdt fysisk arbejde: uddannelse kom i anden række. Bonden var en helt og storbymennesket en slasket svækling. Nationen kom i første række, demokratiet i anden. Men Hamsuns forkærlighed for Tyskland var ikke kun ideologisk betinget. Den udsprang også af en personlig erfaring. Amerika havde på ingen måde taget godt i mod ham som ung, og han var angiveligt ved flere lejligheder blevet fornærmet af arrogante englændere på sine rejser. Tyskland derimod havde forstået at sætte pris på den store forfatter med en overstrømmende modtagelse af hans værker lige fra begyndelsen. Hamsun vaklede ikke. Det gjorde hans landsmænd heller ikke. Da krigen var omme blev Hamsun arresteret og tvangsindlagt. Det sidste var et mareridt for en mand, som havde frygtet, at han var gal, eller måske især, at man skulle tage ham for at være gal, dengang han i sine ungdomsår levede uden nogen form for anerkendelse til at bakke op om sin synspunkter og sin marginaliserede position. Han ville forsvare sig og dømmes som en mand ved sine fulde fem. Det blev han. Og han blev fundet skyldig. Han døde på godset Nørholm, døv og næsten blind, den 19. februar 1952. De sidste år af hans liv blev som de første, ensomme og isolerede i opposition til resten af samfundet.

Bibliografi

Romaner af Knut Hamsun

Hamsun, Knut: Den Gaadefulde. 1877. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Et Gjensyn. 1878. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Bjørger. 1878. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Sult. 1890. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Mysterier. 1892. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Redaktør Lynge. 1893. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Ny Jord. 1893. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Pan. 1894. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Victoria. 1898. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Sværmere. 1904. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Under Høststjærnen. 1906. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Benoni. 1907. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Rosa. 1908. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: En Vandrer Spiller Med Sordin. 1909. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Den Siste Glæde. 1912. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Børn Av Tiden. 1913. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Segelfoss By. 1915. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Markens Grøde. 1917. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Konerne Ved Vandposten. 1920. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Siste Kapitel. 1923. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Landstrykere. 1927. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: August. 1930. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Men Livet Lever. 1933. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Ringen Sluttet. 1936. bibliotek.dk

Noveller af Knut Hamsun

Hamsun, Knut: Siesta. 1897. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Ringen Sluttet. 1903. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Kratskog. 1903. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Stridende Liv. 1905. bibliotek.dk

Digte af Knut Hamsun

Hamsun, Knut: Det Vilde Kor. 1904. bibliotek.dk

Andre værker af Knut Hamsun

Hamsun, Knut: Fra Det Moderne Amerikas Aandsliv. 1889. Essay. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Lars Oftedal. 1889. Artikler. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: I Æventyrland. 1903. Rejseskildring. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Sproget I Fare. 1918. Artikler. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Artikler i udvalg. 1939. Artikler. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Paa Gjengrodde Stier. 1949. Memoirer. bibliotek.dk

Skuespil af Knut Hamsun

Hamsun, Knut: Ved Rigets Port. 1895. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Livets Spil. 1896. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Aftenrøde. 1898. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Munken Vendt. 1902. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Dronning Tamara. 1903. bibliotek.dk
Hamsun, Knut: Livet i Vold. 1910. bibliotek.dk

Om Knut Hamsun

Haugan, Jørgen: Solgudens fall. Knut Hamsun. 2004. Biografi. bibliotek.dk
Kolloen, Ingar Sletten: Hamsun - Erobreren. 2004. Biografi. bibliotek.dk
Kolloen, Ingar Sletten: Hamsun. Svermeren. 2003. Biografi. bibliotek.dk
Dingstad, Ståle: Hamsuns strategier Realisme, humor og kynisme. 2003. Essay. bibliotek.dk
Rottem, Øystein: Hamsun og fantasiens triumf. 2002. Essay. bibliotek.dk
Næss, Harald S.: Knut Hamsuns brev. Supplementsbind. 2001. Breve. bibliotek.dk
Næss, Harald S.: Knut Hamsuns brev 1934-1950. 2000. Breve. bibliotek.dk
Hansen, Thorkild: Mellem Brøndkjær og Nørholm. 1996. Dagbog fra Hamsun-årene 1975 - 1978. bibliotek.dk
Enquist, Per Olov: Hamsun. Bogen bag filmen om Knut og Marie Hamsun. 1996. Biografi. bibliotek.dk
Hansen, Thorkild: Processen mod Hamsun. 1978. Biografi. bibliotek.dk
Hoel, Sigurd: Knut Hamsun. 1920. Essay. bibliotek.dk

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Knut Hamsun bibliotek.dk

Om forfatterskabet

Web

Gyldendal Hamsuns danske forlag.
Gyldendal i Norge Hamsuns norske forlag.
Nobelprisen Nobelkomiteens hjemmeside.
Litteratursiden Anmeldelser af forfatterens bøger
Wikipedia God artikel om forfatteren

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Knut Hamsun bibliotek.dk
Udskriv denne side
Beslægtede forfatterskaber