I begyndelsen af det tyvende århundrede vender Hamsun med skarpsyn, charme og ironi blikket bort fra individets psyke til mennesket og samfundets natur. “Sværmere” fra 1904 er det første og klareste eksempel på denne udvikling.
Hovedpersonen, telegrafist Rolandsen, er en fantast, en fusentast, en slagsbror, en fattigrøv, en opfinder og drukmås. Han bor i et lille fiskersamfund på Nordlandskysten og lufter gerne sin brandert og uforskammethed offentligt. En af hans store fornøjelser er at lægge vejen forbi den vældige Macks fiskelimsfabrik og spase, som det hedder i bogen, med pigerne, som arbejder på gulvet. Men han er også en udspekuleret krabat, som samtidig bedriver lidt spionage på hele produktionsgangen. I det skjulte fifler Rolandsen nemlig selv med at lave et limprodukt, som kan slå Mack af banen. Han mangler bare så forfærdligt penge til at finansiere den snedige opfindelse, han er undervejs med, og leder med lys og lygte efter en udvej.
Bogens hovedspor er viklet op om Rolandsens livtag med Mack, som ud over at være en oppustet pralhans med alle de penge, som Rolandsen savner, også har en datter, han er svært indtaget i. Undervejs bliver det til en række fine portrætter af nogle af de sære skæbner, som lever omkring dem i Nordland. Hamsun kendte Nordland fra sin opvækst, og det kom herfra til at optage en stor del af forfatterskabet – man lægger ikke mindst mærke til den sværmeriske præstekone og hendes sekteriske mand (Hamsun nærede en sund skepsis til kirken og dens mænd), den knibske frøken van Loos (som Rolandsen er forlovet med til hans store hovedpine) og den luskede hjælper på præstegården, Enok.
“Sværmere” ligger til grund for filmen “Telegrafisten” fra 1993.