Hamsun var en glødende beundrer og tilhænger af Nazityskland. Da Hitlers tropper invaderede Norge, udsendte han en appel til sine landsmænd om at smide våbnene og gå hjem, fordi tyskerne kæmpede for dem alle, og da Hitler døde, og det for længst var klart, at Tyskland havde tabt krigen, skrev han en hyldest til ham. Hvad man så end kan beskylde ham for, og det er meget, og han blev beskyldt for det hele og lidt til, så kan man ikke kalde ham en vendekåbe. Han stod ved det, han mente, og rokkede sig ikke en tøddel. Det var den integritet, der havde ført ham til tops som forfatter, men det var også den, der styrtede ham i afgrunden som menneske og nationalhelt i Norge. Det, Hamsun mente, faldt langt hen ad vejen sammen med det, nazisterne mente. Kvinderne skulle hjem til kødgryderne; det var ‘Kinder, kuche, kirche’ eller i hvert fald børn og køkken. Mænd skulle udmærke sig ved hårdt fysisk arbejde: uddannelse kom i anden række. Bonden var en helt og storbymennesket en slasket svækling. Nationen kom i første række, demokratiet i anden. Men Hamsuns forkærlighed for Tyskland var ikke kun ideologisk betinget. Den udsprang også af en personlig erfaring. Amerika havde på ingen måde taget godt i mod ham som ung, og han var angiveligt ved flere lejligheder blevet fornærmet af arrogante englændere på sine rejser. Tyskland derimod havde forstået at sætte pris på den store forfatter med en overstrømmende modtagelse af hans værker lige fra begyndelsen. Hamsun vaklede ikke. Det gjorde hans landsmænd heller ikke. Da krigen var omme blev Hamsun arresteret og tvangsindlagt. Det sidste var et mareridt for en mand, som havde frygtet, at han var gal, eller måske især, at man skulle tage ham for at være gal, dengang han i sine ungdomsår levede uden nogen form for anerkendelse til at bakke op om sin synspunkter og sin marginaliserede position. Han ville forsvare sig og dømmes som en mand ved sine fulde fem. Det blev han. Og han blev fundet skyldig. Han døde på godset Nørholm, døv og næsten blind, den 19. februar 1952. De sidste år af hans liv blev som de første, ensomme og isolerede i opposition til resten af samfundet.