Genrer og tematikker

Hanne Kvists forfatterskab spænder vidt, lige fra billedbøger, romaner (både for voksne og for børn), ungdomsbøger og til billedromaner. Det er dog muligt at spore nogle gennemgående tematikker, eller problemstillinger, der dukker op i hendes bøger.

Hanne Kvist kredser i sit forfatterskab ofte omkring det at høre til, at passe ind i de normer og rammer, som omgivelserne har dikteret. Dette gælder f.eks. i tilfældet med Liv, Jons lillesøster med vinger. Hun bliver solgt af sine egne forældre, fordi hun skaber uorden i deres ordnede verden. Det gør sig også gældende i forhold til Frede, der ekskluderes fra klassens fællesskab, fra dens orden, fordi han er tyk og kluntet.

Ordentlighed er også utrolig vigtig for hr. Lykke, som styrer sin kitteludlejning med stor punktlighed og akkuratesse. Hr. Lykke skiller sig dog en kende ud, derved at han er noget så uordentligt som ven med en gris.

De stemmer, Hanne Kvist giver lyd, er nok sære og små, men de er langt fra stakler. De handler på tidspunkter, hvor det havde været nemmere at lade være. De er antihelte, der trods hårde vilkår klarer sig og på deres egne måder formår at finde lykken. ”Jeg kan godt se, at det virker som om, jeg skriver bøger om forsømte børn, men egentlig tror jeg mere, at mit fokus er på børn, som klarer sig på trods.”

(Bent Rasmussen: Børn er meget alene i verden! EMU Skolebiblioteket).

Hanne Kvist lader ofte venskab spille en central men også dobbelt rolle. For venskabet er det, der gør det muligt for karaktererne at overkomme næsten umulige opgaver, og netop derfor er venskabets prøvelse forbundet med stor fare og usikkerhed. Det gælder for hr. Lykke og Perle, da Perle stikker af med soen Lise, og det gælder for Jon, da Michum drikker sig fuld og tilsyneladende svigter Jon til fordel for Greven.

Venskab er en søgen efter tilhørsforhold, og det etableres i Hanne Kvists bøger ofte på tværs af alder, køn og race (her i betydningen dyr og menneske).

Om venskaber siger Hanne Kvist selv: “Jamen, er det ikke indlysende, at det er vigtigt at have venner? Nogen, der ser en, nogen, der ser, at man bliver uretfærdigt behandlet, holder med en imod overmagten. Og nogen, man kan give det samme tilbage. Der er vel ingen forskel på børn og voksne på det område.” (Bent Rasmussen: Børn er meget alene i verden! EMU Skolebiblioteket)