I 2004 udkom ”Jeg er Frede (men det er ikke altid det de andre kalder mig)”, illustreret af Cato Thau-Jensen.
Frede er en overvægtig dreng, der tit kommer til at stikke ud. For som han tørt konstaterer ”Der er altid én i en klasse der gør dumme ting, hos os er det desværre mig.” Frede skal med sin klasse på koloni og plages i dagene op til af drømme, hvori han på alle mulige måder kommer til at gøre sig uheldigt bemærket.
Mod forventning går det godt på koloniens første dage. Frede passer på ikke at lave fadæser. Men så på kanoturen går det galt. Frede sætter sig ved et uheld på posen med sandwich, og klassen er hurtig til at pege fingre og råbe Fede Frede.
25546040
Frede mister modet og vil bare hjem. Men så sker der noget, der vender op og ned på det hele. En kano kæntrer, og Frede redder en pige op fra bunden af søen.
Frede oplever således det meget mærkelige både at være skurk og helt på en og samme dag.
Historien er inddelt i korte kapitler, der består af korte sætninger, suppleret af farverige illustrationer. Det betyder, at bogen trods sit tunge indhold er forholdsvis let at læse.
Historiens centrale temaer kredser omkring ensomhed, mobning og ikke mindst om, hvordan ord bliver til virkelighed. Frede skaber et billede af sig selv, der stemmer overens med det billede, hans klassekammerater gennem deres sårende ord og hånlige drillerier tegner af ham. Deres ord bliver til Fredes virkelighed.
Gennem det at handle tager Frede magten tilbage over sit eget liv, sin egen virkelighed og bryder dermed ud af den rolle, som han er blevet givet af fællesskabet, det vil sige klassen.
”Jeg er Frede (men det er ikke altid det de andre kalder mig)” udkom som en del af Dansklærerforeningens billedromanserie. Bøgerne er beregnet til mellemtrinnet og kan fungere både som oplæsning, selvlæsning og som udgangspunkt for samtale på klassen.