Erik Fosnes Hansen trækker på flere genrer i sit forfatterskab, og det er netop blandingen af realisme, fantasme og metaforik, der giver liv til læseoplevelsen. Han forbinder hændelser og personer ud fra et associativt princip, og inden for fortællingens ramme springes der ubesværet i tid og rum.
Den fortællestil findes hos en lang række kunstnere, men især danske Peter Høeg har i ”Fortællinger om natten” også arbejdet med både en magisk realisme og en symfonisk fortællestil. Både det fantastiske og mytiske giver mindelser til Karen Blixen, og ligesom hendes karakterer i ”Vintereventyr” og ”Syv fantastiske fortællinger” reflekterer over tilværelsens karakter i lange passager, lader Høeg og Fosnes Hansen deres personer fundere over livets magi.
Den store leksikalske viden om alt mellem himmel og jord er endnu et træk, de to deler. Deres forgrenede historier og pudsige karakterer udbygges vedvarende med mange videnskabelige betragtninger. Den forkærlighed for videnskaberne findes også hos tyske Daniel Kehlmann bl.a. i romanen ”Opmålingen af verden” fra 2005 om Alexander von Humboldt og Carl Friedrich Gauss.
Forsøget på at forstå og fortælle det europæiske menneske, som det fremstår i ”Salme ved rejsens afslutning” og ”Beretninger om beskyttelse I” finder man også i romanen ”Teser om eksistensen af kærlighed” af Torben Guldberg. Den tusind år gamle mand, der siden renæssancen har indsamlet historier om kærlighed i håbet om at finde svaret på spørgsmålet: Hvad er kærlighed?, minder en hel del om Wilhelm Bolt fra ”Beretninger om beskyttelse I”, der indsamler magiske tilfældigheder med beskyttende effekt.
Den episke strøm, der løber igennem Fosnes Hansens forfatterskab skriver ham ind i den europæiske romantradition sammen med store fortællere som Dickens og Mann. Han er en klassisk fortæller. Selv siger han: ”Personligt vil jeg blot råbe en lille protest mod den opfattelse, at fortællingen er en forældet form, som ikke længere har nogen plads i litteraturen. Hvis fortællingen ikke har noget at gøre i litteraturen, hvor søren har den så noget at gøre?” (Niels Lillelund: At fortælle menneskene. Jyllandsposten 1998-11-17).