Genrer og tematikker

Erik Fosnes Hansen skriver om fortiden. Han skriver den frem, så man skulle tro, han selv havde været der. Hvad end det er livet på Titanics jomfrurejse, renæssancens Italien eller et nordnorsk kursted i 1912, fremstår det med en sansende detaljerighed og et knivskarpt vid. Alle romanerne vidner da også om, at der ligger et mægtigt researcharbejde bag dem. Glæden ved og forundringen over lokomotiver, bier, naturen, maden, fyrtårne, snekrystaller, farvelære i 1600-tallet og meget andet er slående i hele forfatterskabet, og det giver de fire romaner en ekstrem stofmæthed.

Et andet fællestræk i forfatterskabet er kondenseringen af ”bonmots”. Der er mange kloge sætninger om livet og verden, som uden problemer kan trækkes ud og bruges i andre sammenhænge.

Og så er der naturligvis interessen for afvigeren og fascinationen af tilfældets magi. Debutromanen og den seneste roman handler begge om en ensom opvækst, hvor hovedpersonerne står uden for et fællesskab. ”Salme ved rejsens afslutning” og ”Beretninger om beskyttelse” indeholder begge flerstrengede fortællinger, men også her kendetegnes karaktererne ved at stå udenfor. Udforskningen af menneskets psykologi er centralt i forfatterskabet og især spørgsmålet om, hvordan mennesket reagerer i større grupper, synes at fascinere forfatteren. Personskildringerne i alle romanerne vidner om forfatterens overbevisende psykologiske indsigt, noget en forfatter, ifølge Fosnes Hansen, må evne: "Psykologien er forfatterens allervigtigste fag, den kommer før både sproget, grammatikken og dramaturgien. Hvis du mangler psykologisk indsigt, kan du ikke skrive bøger, det er helt sikkert. Men med denne indsigt følger naturligvis også en indsigt i de menneskelige illusioner. I værste fald tror jeg, at man på samme måde som en læge eller en psykolog kan blive en smule kynisk på menneskehedens vegne"(Thomas Hebsgaard: Man må tro på sin egen illusion. Information, 2007-05-26)

En rød tråd i forfatterskabet er også de religiøse temaer, eller måske snarere behandlingen af livets store spørgsmål som skæbne, tilfælde, tro og overtro. Der plæderes på ingen måde for en bestemt tro i forfatterskabet. Det er snarere det mirakuløse i selve livet, der hyldes.

I den forstand er der noget klassisk over Fosnes Hansens måde at skrive på. Sproget er smukt svunget, men det er især den episke strøm, man hæfter sig ved. Det er en fortællestil, hvor der er god tid til detaljer, samtidig med at spændingsfremdriften er konstant nærværende. Erik Fosnes Hansens litteratur er en hyldest til den store fortælling. Det er en skøn mulighed for eskapisme. Og netop rejsen ind i illusionen er et nøglepunkt for både forfatterskabet og Fosnes Hansen selv: "Jeg er meget optaget af, at illusionen har en værdi i sig selv. Det, at du bliver hensat i en anden virkelighed og tilværelse, hvor andre love gælder, tror jeg altid har været - og altid vil være - tiltrækningskraften ved litteraturen.” (Thomas Hebsgaard: Man må tro på sin egen illusion. Information, 2007-05-26).