Løvekvinden

Citat
”Jeg vil her skrive berømte personer med skæg eller meget hår ned på en liste. Men det skal være personer, hvor skægget eller håret spiller en given og vigtig rolle. Som Samson. Hvem som helst dur ikke, såsom Jesus”.
”Løvekvinden”, s. 197.

En mærkelig pige fødes en decemberdag i 1912, og fødslen tager moderens liv. Den lille pige fødes med en genfejl, så hun er dækket af hår, også i ansigtet. Eva, som den lille pige døbes, er ”løvekvinden” og romanens hovedperson.

I romanen ”Løvekvinnen” fra 2006 (”Løvekvinden”, 2007) følger vi Eva igennem en opvækst alene med hendes far, stationsforstander Arctander, der både er kontrollerende og fjern fra verden, men med hjertet på rette sted. Han vil beskytte både barnet og sig selv. Stationsforstanderen lukker derfor pigen inde i deres fælles hus i håbet om at skærme både hende og sig selv fra den uvidende lokalbefolkning og deres nyfigenhed. Helt holdt væk fra verden er Eva heldigvis ikke. Hanna, den jordnære husholdersker, lillebyens læge og apotekerparret kærer sig alle om barnet og forener sig om hende i et hensynsfuldt venskab.

26760593

Romanen begynder imidlertid et helt andet sted – nemlig ved slutningen med en invitation indenfor til en dag i cirkus: ”Ah, ai, aiaiaaiai, kom nærmere, mine damerr og herrer, kom bare nærmerre.”, lyder invitationen ind til et freakshow med mange vanskabninger, hvor hovedpersonen Eva også er. Starten sætter foruden det gennemgående greb, hvor der skiftes mellem tredje og første person, en forventning om en fortælling om outsideren som offer. En forventning som ikke indfries. Eva er en stærk og intelligent person, men hun må igennem mange fornedrelser og selverkendelser, før hun bliver herre over sit liv.

For at forstå sin skæbne bruger Eva litteraturen, og hun læser om bl.a. Samson og Esau. Men myterne tilfredsstiller ikke hendes nysgerrighed, så hun må ud og prøve kræfter med det virkelige. Og i mødet med den jævnaldrene, smukke Arvid vågner både seksualiteten og viljen til at finde sit ”jeg”.

Romanen er således en udfoldelse af Evas sind i al sin kompleksitet med nysgerrighed, smerte og vrede, og hun bliver aldrig prototypen på vanskabningen som offer, men nærmere et billede på en almenmenneskelig følelse af ikke at blive set.