Den mundtlige fortælling er også en del af grundlaget for den historiske eventyrroman Katedralens børn . Det er historien om den 12-årige Jakob, som skal lave en historieopgave om et kalkmaleri. Han bliver hjulpet lidt på vej af graveren Valdemar, som fortæller en historie om billedet. Valdemar går, men vender senere tilbage.
Jakob bliver i kirken, optaget af, hvad han har hørt, og så begynder tiden at gå - baglæns. Et magisk trylleord fører ham tilbage til middelalderen.
Her møder han den jævnaldrende Jeppe og en alkymist, som tager fejl af ingredienserne i en livseliksir og skrumper ind i tommeltotstørrelse i stedet for at blive udødelig. Sammen drager de afsted for at finde Jeppes bror, Tejs og syv dråber drageblod, som er de eneste, der kan hjælpe alkymisten. Turen bliver hård, men de finder Tejs. Han er blevet sat på slavearbejde ved byggeriet af en katedral, og selv bliver de også indfanget af munke og sat på hårdt arbejde. Og de syv dråber drageblod, dem finder de også, men let er det ikke.
Katedralens børn er en spændende roman. Fyldt med oplysninger om middelalderen, men skrevet i et nutidigt sprog, og egentlig handler bogen lige så meget om vor tid som om fortiden. Det er en eventyrroman om frygt og mod, venskab og kærlighed, og om at lære at leve sit liv.
Historien er gammel. Faktisk startede den i Sydsjælland for mange år siden, da Nils Hartmann selv var 11-12 år: "... Kirkens graver viste rundt og berettede om billedet oppe på væggen. Han sagde, at der oprindeligt havde været to drenge, men at den ene var blevet kaldet over. Graveren kunne også et gammelt sagn, der knyttede sig til. Det fortalte, at drengen på væggen hver Valborgnat kom frem og ledte efter sin bror ..."
Det er den oplevelse, som har sat det hele i gang, men for at skrive Katedralens børn har Nils Hartmann også været på jagt i bøger, arkiver, museer og kirker rundt omkring i Europa for at samle alle detaljerne.