Beslægtede forfatterskaber

Med en roman om nutidens forhold til jødeuddrivelserne og til den traumatiske erindring skriver Ida Hattemer-Higgins sig ind i en generation af unge amerikanske forfattere, som har beskæftiget sig med samme tema.

Både Nicole Krauss og Jonathan Safran Foer har skrevet romaner, som med fantastiske elementer og et sprudlende sprog forholder sig til denne fortid. En afgørende forskel er dog, at forfatterparret fra Brooklyn selv er af jødisk afstamning og har familiehistorier, som i høj grad er mærket af nazismen. I modsætning til disse skriver Ida Hattemer-Higgins om de ømtålelige emner helt udefra, uden at kunne pege på hverken en tysk eller jødisk oprindelse som alibi til at stikke hånden i dette kulturhistoriske hvepsebo.

Stefan Merrill Block er en anden ung amerikaner, som har skrevet indgående om hukommelsestab. Hans roman ”En fortælling om at glemme” handler om en kvinde, som i en alt for ung alder rammes af Alzheimers, og mange af de overvejelser om erindringens natur og betydning er beslægtede i de to forfatterskaber.   

Den tysk-jødiske filosof Walter Benjamin citeres flere gange i romanens løb, og selv har Ida Hattemer-Higgins peget på den amerikanske intellektuelle Susan Sontag og den tysk-jødiske politolog og filosof Hannah Arendt som vigtige kilder til inspiration.