At finde sig selv - i live!

Hovedpersonen i Vinterstedet (1984), Andreas, er taget til sommerhuset for at begå selvmord. 17 år og en dag gammel ønsker han kun at blive 17 år og to dage gammel, som det udtrykkes i romanen.

Hvert andet kapitel er nutid, hvert andet er tilbageblik til barndommens somre. Igen handler det om de voksnes svigt, især føler Andreas sig svigtet af faderen, der ikke tager Andreas i forsvar, da han bliver anklaget for tyveri. Heller ikke moderen ser sønnen, som han er. Hun har et billede af, at Andreas skal blive som faderen, blive det samme som faderen, tage faderens rolle på sig.

Vinterstedet er en roman med mange planer, men Tormod Haugen sætter igen fokus på oprør og identitet, på ensomhed og forladthed.

Og så mærkede han det. Fra mellemgulvet løb en skælven gennem kroppen. Et skrig blev født. Det pressede sig op og ud, det tvang sig ud mellem tænder og læber, det drev Ingelas hænder væk og slog mod Mats, så han slap taget og faldt til gulvet.
Andreas kunne ikke holde op. Skriget varede ved, begyndte igen, men sluttede ikke

Det befriende skrig markerer måske, at han har frigjort sig fra de voksnes forventninger, at han har fundet sig selv og er trådt ud af barndommen. Men slutningen er åben, for de sidste to linier i romanen lyder:
Huden føltes tynd, men hjertet slog varmt.
Var han klar? Ja, nu var han klar.

Er han klar til at begå selvmord - eller til at finde sig selv - i livet? Et vigtigt spørgsmål til diskussion!