Kvinden i toget

Citat
”Jeg er ikke den samme kvinde, jeg var engang. Jeg er ikke længere attråværdig, jeg er frastødende på en eller anden måde. Det er ikke bare det, at jeg har taget på, eller at mit ansigt er ophovnet af alkoholen og manglen på søvn; det er, som om folk kan se skaden på mig, de kan se det skrevet i mit ansigt, i måden jeg står på, bevæger mig på.”
”Kvinden i toget”, s. 22.

”The Girl on the Train” (2015) (”Kvinden i toget”, 2015) er Paula Hawkins’ debut som thrillerforfatter. Hovedpersonen Rachel er en kvinde i trediverne, som er alkoholiseret, arbejdsløs, skilt og psykisk ustabil. Hun bor til leje hos sin veninde og skammer sig over at indrømme, at hun har mistet sit job pga. alkoholproblemer, så hun pendler fortsat hver dag med toget mellem Ashbury og London.

På togturen kører hun forbi Blenheim Road, hvor hun kigger ind ad vinduerne i de victorianske dobbelthuse, og her bor et yngre par i nummer 15. Rachel kender dem ikke personligt, men kalder dem for Jess og Jason og dagdrømmer om deres perfekte liv, som er alt det, hun ikke selv har. En dag bliver Rachel vidne til, at Jess er sammen med en anden mand, og efterfølgende forsvinder Jess sporløst. Politiet mistænker Jason, hvis rigtige navn er Scott, for at stå bag Jess’ forsvinden, men Rachel tror fuldt og fast på, at Scott er uskyldig, og hun går i gang med at lave sin egen efterforskning. Politiet mener, at Rachel er et utroværdigt vidne på grund af sit drikkeri.

51943643

Rachel er en upålidelig fortæller, og som læser er det svært at skelne, hvornår hun taler sandt eller lyver. Hendes sorg over barnløshed og skilsmissen fra Tom får hende til at chikanere sin eksmand og hans nye kone Anna, som bor i nummer 23 på Blenheim Road. Den forsvundne Jess, som i virkeligheden hedder Megan, er heller ikke nogen engel.

Romanens kapitler er inddelt med datoer, og synsvinklen skifter mellem Rachel, Megan og Anna. Det fortælletekniske greb med at anvende flere fortællerstemmer er effektivt, fordi det hele tiden fører læseren i nye retninger, og de samme hændelser beskrives fra flere synsvinkler. Ingen af de tre kvinder er helt til at stole på, og handlingen tager hele tiden tager nye uventede drejninger. De psykologiske portrætter er nuancerede, og ingen af karaktererne er kun gode eller onde, hvilket gør dem meget menneskelige og genkendelige.