Da Oscar blev tosset

copyright: Irene Hedlund

    Copyright: Irene Hedlund
Copyright: Irene Hedlund

Da Oscar blev tosset er hverdagsrealisme i en modernists udlægning. Teksten focuserer på en skildring af absurditetens indbrud i et barns verden. At skulle i børnehave står for Oscar som et truende tab af alt det, der udgør hans identitet.

Tekstens scoop er skildringen af den fornemmelse af opløsning, der griber Oscar ved udsigten til forandring. Enhver tre-årig må kunne føle på sin krop, hvordan Oscar har det ved tanken om børnehaven, når teksten fortæller, at Oscar er overbevist om at komme til at se ud som bamsen Erik, efter den har været i bad og er blevet opsvulmet og knortet.

Denne konkrete, fysiske beskrivelse lægger bunden for en forståelse af det mere abstrakte i Oscars frygt for børnehaven, f.eks hans angst for helt at forsvinde. Her opgiver teksten at beskrive og henviser istedet frækt til billedet med et Se bare! Billederne svarer veloplagt igen ved at vise Oscars tøj i bevægelse, men uden en krop til at bevæge den, en overbevisende visualisering af usynligheden.

Der er andre eksempler på et sådant direkte og effektivt samspil mellem tekst og billede, men der er også en form for arbejdsdeling mellem de to. Groft sagt giver teksten først og fremmest en indlevet beskrivelse af Oscars identitetskrise.

Billederne viser, at processen ikke behøver være farlig. Da Oscar vasker bamsen og forskrækket ser, hvordan den svulmer op, lader Irene Hedlund ganske vist forskrækkelsen genspejle sig i katten og to fugle, der ser på. Men hele sceneriet vises på en rolig grøn baggrund, og der er sommerblomster og små sjove dyr at falde i staver over. Billedets hovedudtryk er tryghed.

Afstanden mellem tekst og billede bliver større mod fortællingens slutning. Teksten overlader det til Oscar selv at finde en løsning på sin identitetskrise, og den viser, at han løser sit problem abstrakt.

Oscar tænker sig frem til de noget hypotetiske fordele, der kan være ved at have en mor, der går på arbejde og f.eks. passer karrusellen i Tivoli og måske giver en gratis tur. Og på den baggrund vælger Oscar endelig at overgive sig til børnehaven. Alt i alt en nøjsom slutning, der ikke stiller hverken Oscar eller sin læser meget i udsigt.

Billederne skildrer uafhængigt af teksten de helt konkrete fordele, Oscar her og nu får ud af at gå i børnehave. På en varmt gul baggrund ses glade børn, fuldt optagede af hinanden og spændende legetøj, mens Oscar, rimeligt tilfreds, gumler sin mad. Og pædagogen, der omsorgsfuldt pudser næsen på en lille pige, ser så godmodigt rar ud og er så ualmindelig kreativt mønstret påklædt, at hun underfundigt afvæbner både børns og voksnes eventuelle fordomme om pædagoger.

På spørgsmålet om, hvorvidt det abstrakte og resignerede ved tekstens slutning vil overdøve det konkrete og positive i billederne og dermed virke desillusionerende på bogens læsere, siger Irene Hedlund:

"Jeg opfatter Rifbjergs bog som en udviklings- og frigørelseshistorie. Og hvor smertefuld frigørelsen end kan være, er den nødvendig for barnets videre udvikling. At Oscar ikke forstår, hvad der foregår, opfatter jeg ikke som noget negativt. Jeg tror, at mindre børn bevidst eller ubevidst er klar over og accepterer, at der er meget af det, de voksne foretager sig, som de ikke forstår. Men selv om Oscar selv opfatter børnehaven som noget frygteligt, har jeg helt bevidst gjort børnehaven til et varmt og trygt sted. Og derfor tror jeg heller ikke, at bogen vil efterlade læseren desillusioneret, men tvært imod gøre ham eller hende lidt mere tryg ved selv at skulle i børnehave."