Selvom der var mange store forfattere i det tidligere DDR, så forsvandt langt størstedelen af deres bøger fra boghandlernes hylder efter Berlinmurens fald. Mange, fordi de ifølge kritikken ikke havde været tilstrækkeligt kritiske over for DDR-regimet. Nogen blev endog afsløret som Stasi-agenter og -informanter, da Stasis arkiver blev åbnet for offentligheden. Christoph Hein og Christa Wolf er blandt de få tidligere østtyske forfattere, der har bevaret deres popularitet og integritet, og de er begge kendt for deres nuancerede og kritiske skildringer af tilværelsen i DDR.
Fra vesttysk side er det før Murens fald stort set kun nobelprismodtageren Günter Grass, der beskæftigede sig med landets deling. Ifølge Per Øhrgaard, professor på Copenhagen Business School og ekspert i tysk historie og litteratur, havde den vesttyske kulturelite primært fokus på at bearbejde erindring og traumer efter Anden Verdenskrig. (Johanne Duus Hornemann: Vesttysk litteratur krydsede grænser. Bare ikke til DDR. Kristeligt Dagblad, 2009-11-07).
Günter Grass engagerede sig politisk i 1960’erne og agiterede for, at Vesttyskland glemte og hermed forrådte borgerne i DDR. Günter Grass har også som Christoph Hein skildret genforeningsproblematikken fra en østtysk synsvinkel i ”En længere historie” (1995). Christoph Heins portrætteringer af opgørene efter Sovjets sammenbrud er også beslægtede med værkerne af den østrigske forfatter Peter Handke, tyskerne Peter Schneider, Ingo Schulze og Hans Magnus Enzensberger og tjekken Milan Kundera.
Det tredje væsentlige tema i Christoph Heins forfatterskab – skildringen af østflygtningenes historie – er ligeledes taget op af især Günter Grass i ”I krebsegang” (2002) og Reinhard Jirgl i ”Die Unvollendeten” (2003). Christoph Hein skriver sig endvidere med sin nøgterne realisme ind i en lang europæisk tradition, især 1970’ernes nyrealisme med fokus på middelklassens hverdagsliv. I Danmark er nyrealismen især repræsenteret ved forfattere som Anders Bodelsen, Christian Kampmann, Klaus Rifbjerg og Leif Panduro.