Forfatterskabets gennemgående kvinde- og mandsfigurer

Kvinderne var psykologisk langt interessantere end mændene, mente Agnes Henningsen, og vi møder mange slags kvinder i forfatterskabets psykologiske guldgrube, lige fra den modne, frodige og egentlig usårlige kvinde til det lille golde jomfrudyr, "snerpet og født fordærvet".

Men den selvbiografisk inspirerede, lille energiske kvindeskikkelse, Agnes Henningsens alter ego, er en gennnemgangsfigur. Hun konfronteres med den mandstype, som også i erindringerne sidder inde med fascinationskraften - og grusomheden.

Denne forførertype, der er skabt over samme læst som Kierkegaards æstetiker og forfører, holder allerede sit indtog i forfatterskabet i debutromanen Strømmen fra 1899 og siden går han igen i mange skikkelser, lang og tynd eller lille og tyk.
Men hans karaktertræk er de samme, han er lunefuld og troløs, han er pludselig både i sin uventede generøsitet og sine flugtimpulser, når virkeligheden bliver for krævende. Han vil have nyt, nyt, og han vil ikke bindes. Nærmest tvangsmæssigt jagter han enhver smuk kvinde, tilfældet anbringer han på sin vej. Han er altbesejrende i sin charme, og hans sadistiske kulde får kærligheden til at visne.

Denne type sejrer sig selv til døde i Agnes Henningsens romanunivers, men hans liv er udviklingsløst og -for igen at tale Kierkegaard´sk - han selv er fortvivlet uden at vide det.