Iselin C. Hermann skriver i en finsleben og yderst gennemarbejdet stil. Sproget er forfinet og sansninger af enhver art er stærkt betonede i forfatterskabet. Hvad enten det handler om et barns sommererindringer eller en voksen forelsket kvindes lidenskab. Hun har en forkærlighed for en lidt gammeldags sprogbrug, hvor ord som dosmerseddel og mundskænk optræder med stor selvfølgelighed, ligesom passivkonstruktioner som for eksempel ”vi kyssedes” falder naturlige i hendes mund. Særlig dette træk har givet kritikken anfægtelser og fået nogle til at hævde at visse dele af forfatterskabet giver staffagen en lovlig fremtrædende plads.
Kompositorisk går romanerne op, forstået på den måde, at der næsten altid er en overraskende pointe til slut. Handlingen tager en skarp drejning, som får den gåde, der ofte har været romanens kilde til fremdrift, til at gå op. Siden debuten er anmeldelserne af Iselin Hermanns bøger blevet en anelse mindre begejstrede, uden at opmærksomheden ved udgivelsen af bøgerne af den grund er blevet mindre.
Der hviler en aura af længsel og langsomhed over Iselin C. Hermanns bøger. Både form- og indholdsmæssigt peger forfatterskabet bagud i tiden. Forfatteren synes at insistere på sin ret til at skrive i det univers og på den måde, hun nu gør. Og læserne er stadig med hende.
Iselin C. Hermanns egen virkelige person står samtidig i kontrast til de kvindelige figurer i hendes bøger. Selv er hun handlekraftig mor til tre drenge og har blandt andet åbnet en forretning med mellemøstlig brugskunst for at supplere forfattergerningen med noget mere konkret arbejde. Hun fungerer også som klummeskribent i Berlingske Tidendes tillæg MS.