Selskabet gør op

Citat
“Ifølge min (psykolog) bør man begynde hos psykolog kort efter fødslen, for at tage det løbende; undgå tilstopninger, ophobninger; psykologen som skorstensfejer, udrustet med et langt rør eller er det en stor børste, til at støde soden af med.”
“Selskabet gør op”, s. 88.

I 2012 udkom tredje værk om Camilla og vennerne med titlen “Selskabet gør op”. I ni afsnit følger værket de seks karakterer fra “Camilla - og resten af selskabet”.

Mest fyldig er Camillas monolog om hendes barn- og ungdom under overskriften “Patienterne eller Camillas og Almas tidlige år sammen”. Her fortæller Camilla ikke mindst om moren, der er psykiater, og som selv har adskillige psykiske sammenbrud. Moren skildres af både Camilla og Alma som en omsorgsfuld kvinde, der holder hjemmet åbent for sine patienter. Hun er en ægte 1970'er-kvinde – vred på mænd og med et særligt distanceret forhold til den traditionelle psykiatri.

29354278

Et centralt tema i “Selskabet gør op” er – som titlen antyder – opbrud. Ikke mindst for Camilla, som i værket sørger over tabet af sin mor, der er død af kræft, og som skifter Charles ud med en hest (der bliver kaldt Chicken Heart...) og en stor gæld. Døden og skilsmissen er omdrejningspunktet, og Camilla skriver endog, at hendes ægteskab er knyttet til Osama bin Laden-æraen. Således var de så forelskede 11. september 2001, at de først dagen efter opdagede angrebet på World Trade Center og “Kroppe i frit fald” fra tårnene, som det hedder. Selv forelskelsen er således flankeret af døden. Afslutningen markeres ligeledes af død – denne gang af Osama bin Ladens “sønderskudte ansigt”. Men også kærligheden og trangen til at finde en vej i livet tematiseres - kærligheden til den afdøde mor og Almas og Edwards nyvundne kærlighed.

Det næstsidste kapitel – hvor Camilla køber hesten – hedder “Fra hestens egen mund” og slutter med et mærkværdigt billede. Da Camilla trækker af med sin nyerhvervede hest, ser hun en “overklassehest”, der tramper af sted på et udendørs løbebånd, som om hesten går i “sin trædemølle, tramp tramp tramp.” Omend billedet forekommer absurd og dystert – hesten i en uendelig sisyfos-rutine – oplever Camilla at være “ankommet til et fortættet sted der kunne komme til at betyde noget for mig, i et stykke tid.” Som om hun ved at hengive sig til livets træghed (som hesten) kan opnå en indre ro og fred med tilværelsen. Trægheden og rutinen bliver et billede på barndommens tryghed og faste rammer – hvilket understøttes af, at stedet hun befinder sig er Dyrehaven, “min ungdoms skov.”