Det skjulte

Citat
“”Menneskers særpræg er betinget af kød og hud. Audrey er genkendelig på sin hvidhed og huden i færd med at slippe kødet. Når kødet har sluppet skelettet, er hun ikke til at kende. Min krop skal “ingenlunde” slippe mig.”
”Udsigten” i ”Trilogien. Køkkenet, gravkammeret & landskabet. Det skjulte. Udsigten”, s. 87.

I ”Det skjulte” fra 1993, som er anden del af trilogien, er Marlon nu blevet en ung mand, der leder desperat efter det enestående. Han vandrer rundt i byen, rastløs og ensom, og ind imellem vælder fortiden ind over ham som mindelser om mere ensomhed og smerte. Alt i omgivelserne er en bekræftelse på hans sindsstemning. Den ”skrabede by” er symbol på tomhed, det “skingert oplyste hotel” er symbol på overfladiskhed og så videre. Og alligevel drømmer hans poetiske sjæl om at komme om bag det alt sammen og finde det skønne. Han går på jagt efter kvinden, som opsøger ham i hans tankespor. Det viser sig at være Greta. Hun dukker op på et diskotek, og som skæbnen eller poesien vil, begynder de at ses. Mødet med Greta pirrer Marlons nysgerrighed efter det skjulte. Han prøver at udforske det gennem deres seksuelle møder samt ved at studere anatomiske plancher og skeletdele, som han kan sætte sammen til anatomiske helheder. Men det er ikke nok. Han må se det skjulte af Greta, det han ikke kender og hverken kan se eller nå, og derfor må han dissekere hende og mærke hjertets tyngde i hånden. Det enestående.

Christina Hesselholdt forklarer om Marlonfiguren: ”Marlon lever i sine forestillinger, og derfor er det svært for ham at være sammen med andre mennesker: (...) han former sin tilværelse efter sine forestillinger (...), og han underordner Greta sin forestillingsverden. Hun har ingen værdi i sig selv for ham. Han bliver fatal for hende; det er ødelæggende at omgås en som Marlon. “Det skjulte” kan måske også læses som en metaforisk beretning om, hvad elskende kan komme til at gøre ved hinanden: om et for stort vide- og synsbegær sat i stilling mod den elskede.” (Interview i Ildfisken ”Erindre og væve. Samtale med Christina Hesselholdt”).

Typografien i ”Det skjulte” er mere kompakt end i trilogiens første del, idet de mange korte tekststykker med løs struktur er afløst af tekststykker med en mere stram og kompakt struktur. Formen er stadig scenisk, men de enkelte scener mangler overskrifter og markeres i stedet med et fedt begyndelsesbogstav.