Udsigten

Citat
”hvad er det værste, han kan tænke sig? Det er ikke et ord, men det ikke at høre til nogen steder. Det kan han sige, men hvordan, for det i sandet er ikke et du eller et De. Han kan ikke sige: ”De hører ikke til.” Der må være ét ord til. ”Hjemløse!””
“Udsigten” i “Trilogien. Køkkenet, gravkammeret & landskabet. Det skjulte. Udsigten”, s. 105.

I 1997 udkom tredje og sidste bind i trilogien, ”Udsigten”.

Her må Marlon erkende, at han ikke har fået fingre i det enestående ved at dissekere Greta, og at han nærmere har ødelagt det. Dermed må han også revurdere sig selv. Han har opfattet sig som den, der ransager og dissekerer livet – og døden, kan man sige – men nu må han erkende, at det ikke bragte ham nærmere det enestående. Hans optagethed af det skjulte viser sig at handle om hans egen grundlæggende følelse af ensomhed og af ikke at høre til. Det forfærdelige ved at stå med Gretas hjerte i hånden er, at det ikke længere har noget tilhørsforhold, og således bliver det en påmindelse om hans eget manglende tilhør i livet.

Senere møder han Audrey – den kvinde, der flyttede ind til faderen efter morens død –, og fotografen, der forevigede såvel den døde mor som faderens spring i døden. Derigennem konfronteres Marlon med sin fortid. Synsvinklen skifter her mellem de tre personer samt mellem fortid og nutid, så man skal holde tungen lige i munden for at følge med. Til gengæld får man efterhånden et dybere indblik i Marlons historie og psykologi. Han bliver lidt mindre figur og lidt mere et menneske af kød og blod, omend romanfigurernes navne fortsat understreger, at de ikke er andet og mere end marionetter for forfatteren – og for hinanden i øvrigt. Marlon (Brando ...) er den forladte og sørgende, Audrey (Hepburn ...) den hjælpende, og så videre.

I denne trilogiens sidste del har forfatteren helt forladt den sceniske struktur til fordel for en mere sammenhængende fortløbende fortælling. Som en understregning af, at karaktererne er blevet mere helstøbte og har fået større indsigt i deres livshistorie. Også fortællerens funktion er anderledes og i højere grad hævet over sine personer – man ser dem ligesom udefra, med en større distance.