50 korte fiktionsstykker af en sides penge eller tre og med hver deres titel udgør ”Hovedstolen” fra 1998. Titlen er en hilsen til Per Højholts ord om, at “man ikke må tage af hovedstolen”, som Hesselholdt desuden vender godt og grundigt på hovedet. For det er lige netop, hvad hun gør: tager af hovedstolen i form af barndommen. Alle tekststykker kredser om et barns univers, hvor hver tekst byder på oplevelser og tanker om mor, far, bedsteforældre, kammerater, ting og steder. Som læser sanser man verden gennem barnet: dens dufte, farver, lyde, indtryk. Vi indsnuser eksempelvis hestepærernes duft, møder Månekællingen der spiser mænd, ser Gud og universet åbenbare sig og træder ind i bedsteforældrenes stue, der er en æske, som bliver endnu mere æske, når gardinerne rulles ned, og vi oplever, hvordan stuen truer fra alle sider. Og vi erfarer sammen med pigen, hvordan selv bedsteforældrene, der fremstår som en enhed, alligevel er forskellige, som når bedstefar jokker pigen over fingrene, og hun tænker ”og det var dér for foden af trappen, hvor han stod og ikke kunne trøste, at det gik op for mig, at han var forskellig fra mormor.” (s. 46).
22216546
Men midt i de mange hverdagsfortællinger brydes barndomsuniversets tidløshed brat, da far og mor skal skilles. Tegnene på en splittet familie har allerede vist sig i tekstens sprækker, men de er serveret med barnets umiddelbare gengivelse, der får alt til at fremstå så naturligt og rigtigt, at de er nemme at lade ubemærket. Eksempelvis spørger forældrene i ”Minettes Golden Alibi”, om hun helst vil have en hund eller en søskende, og ugen efter får de en hund. I teksten ”Personerne” hedder det: ”Mor og jeg var Os, far var Han.” Og i beretningen ”Madame Rochas” giver faderen moren en parfume, og hun tager imod den “overrasket og med afstand og varmt”.
Stilmæssigt minder ”Hovedstolen” om ”Køkkenet, gravkammeret & landskabet”, idet begge værker består af små sceniske tekststykker med hver deres titel. Der er dog endnu mindre sammenhæng mellem de enkelte tekststykker i denne roman, og også det lyriske præg er nedtonet.