“Fordi de har bevidnet så meget tid, så mange historiske begivenheder; de har stået der, mens alt dét skete og dét og dét.”
“Det er en mærkelig tanke, eftersom de er uden bevidsthed og erindringsløse, så nej nej, det er, fordi alder i sig selv er imponerende, det at holde ud, stå imod, holde sig i live.””
I 2005 udkom prosasamlingen “En have uden ende” bestående af 20 korte fortællinger med egne titler, der på hver sin vis behandler essentielle spørgsmål om liv og død. Med Hesselholdt som iagttager og kommentator bringes man som læser først omkring årstidernes betydning. Igennem essayene kommer vi forbi kirkegårde. Eksempelvis Æbelholt Klostermuseum, hvor knoglerne er sorteret efter art, og hvor et skelet af et ufødt barn ligger sirligt inde i en skeletkvindes mave, mindende om at så mange kvinder gennem tiden er døde under eller inden fødslen.
Alt imens fortælleren tager rundt og udforsker skeletter på museer og kirkegårde, svulmer hendes egen mave af gravid lykke. Den gravides opmærksomhed på det voksende liv i maven spejler sig i kontrasten og den uundgåelige livsledsager: døden. At fødsel og død og vugge og grav er to sammenhængende størrelser, kommer man med Hesselholdt ikke uden om. Ligesom der ikke er liv uden kærlighed – et emne som Hesselholdt blandt andet kommer omkring via sin insisteren på, at det er kærlighed og forelskelse, der er drivkraften for hende som forfatter.
25960610
Hesselholdt tager endvidere livtag med litteraturhistorien, når hun i “Et kort og urimeligt udfald mod den centraleuropæiske roman” giver det 20. århundredes litteratur en på hattepulden: “han er resultatet af 2000 års skulderklap” (s. 27), skriver hun, og understreger således, at forfatteren oftest er en mand. Ifølge Hesselholdt er hans stil præget af stivhed, hvilket betyder, at der ikke er plads til indfald, ingen glidninger eller bratte spring, og alt sammen hænges det op på en spejlmetafor, som om spejlet er en sandhedsfigur: Historiske udsnit spejles i hinanden, karaktererne spejles i hinanden, indholdselementerne spejles i hinanden. Og den yndede tematik er identitet: Hesselholdt skriver i essayet, at hun aldrig har interesseret sig synderligt for, hvem hun er, men at hun i stedet har haft nok at gøre med at hænge som en sky over sig selv. Her refererer hun til sit arbejde som forfatter, der gør, at hun på sin vis ser sit liv udefra. Hun betragter livet og kommenterer det. Ligesom hun gør i denne tekstsamling, hvor hun kontinuerligt refererer til og reflekterer over sine omgivelser, sin graviditet, sin opfattelse af liv og død.