Christina Hesselholdt forfatterskab kan læses som en lang undersøgelse af, hvad romanen kan bære, og ikke mindst i sine tidlige værker afsøger og udfordrer hun romanens rammer og begrænsninger. Hun fortæller om sin tidlige stil, som den især kom til udtryk i ”Trilogien” og ”Eks”: ”Jeg mener, det er vigtigt for enhver kunstnerisk oplevelse, at den, der har skabt værket, ikke trænger sig for meget på. Jeg tror, at man bedst kan opleve, hvis man selv tildeles en plads i det skrevne – som den, der foretager slutninger. Hvilket ikke betyder, at jeg tror på ideen om det fuldstændigt åbne værk – altså værket som en håndfuld saml-selv betydninger. Jeg tror heller ikke, at man som læser kan føle, hvis teksten føler for meget for en – som en konsekvens deraf min nøgterne stil. [...] At tekstens temperatur er lav betyder ikke nødvendigvis, at det ikke koger i den.” (Interview i Ildfisken ”Erindre og væve. Samtale med Christina Hesselholdt”).
Siden hen er der kommet langt mere følelse, kød og blod i værkerne, og tingene bliver sagt mere direkte. Hun fortæller: ”I min debutbog Køkkenet, gravkammeret og landskabet var der meget at fortolke. Nu arbejder jeg med, at tingene bliver sagt, at intet er skjult, alt er i overfladen af teksten. (...)” (Syberg, Karen: ”Jeg tror, jeg skriver, som min mor talte”. Information, 2012-06-01).
Selvom Hesselholdt påstår, at hun ikke er interesseret i identitet, er identitet alligevel et centralt tema i forfatterskabet. Ikke på den måde, at Hesselholdt beskriver store eksistentielle livsforløb, men mere på den vis, at hun undersøger indre, ofte særdeles flertydig monolog. Det sker ikke mindst i værkerne fra og med ”Kraniekassen”. I de fem værker om Camilla og vennerne er det både den indre monolog og samtalen med de nære omgivelser, der iscenesættes, og som former karakterernes tilværelse.
Hesselholdts værker tematiserer i høj grad forelskelsens kraft og fortællingens kunst, og det er, som om de to ting hænger uløseligt sammen hos forfatteren. Begge dele beskrives som havende en enorm skaberkraft, der samtidig er beslægtet med destruktionen, som når den mandlige part i ”Du, mit du” ønsker at slå kvinden ihjel for at fastfryse forelskelsen. Eller når fortælleren Mr. Upfront i ”Virginia is for lovers” forelsker sig i hovedpersonen Elizabeth og som en anden paparazzofortæller stjæler og iscenesætter hendes historie.
I de senere værker er humoren blevet mere fremtrædende. I de fem Camilla-værker er der mange små skæve indfald – som den ironiske kommentar om, at en ekstra person i en roman resulterer i postmodernisme. Som da Alma forlader Kristian dagen efter hjemrejsen fra Beograd, ”mens rejsen stadig sad i mig”. Og som Almas beskrivelse af Alwilda: ”Jeg forestiller mig hendes orgasmer som et dask med en fluesmækker, som kortvarige, hårde og praktiske.” (”Camilla - og resten af selskabet”, s. 53). På den måde glider humoren og melankolien ud og ind af hinanden, som livets goder og onder.