Beslægtede forfatterskaber

Christina Hesselholdts tidlige værker trækker især på den norske punktromantradition. Ikke mindst peger hun selv på den norske digter og kortprosaist Tor Ulven som en stor inspirationskilde. Udover stilen har de to forfattere det til fælles, at dødsbevidsthed er et centralt element i deres værker, og at de tematisk kredser om eksistensens betingelser.

Hesselholdts tidlige værker kan endvidere sammenlignes med flere andre 90’er-forfattere som Helle Helle, Katrine Marie Guldager og Peter Adolphsen. Disse forfatteres værker er blevet tilskrevet betegnelser som punktroman, minimalisme og hybridroman. Det, der præger forfatternes værker, er, at de er vanskelige at putte i en kasse og tilskrive én enkelt genre. Prosaen tager sig under kærlig behandling af disse forfattere ofte helt anderledes ud end den traditionelle roman. Den rummer således stiltræk fra mange genrer, og i særdeleshed er det kendetegnende, at det fortællende element er skrabet og skåret helt ind til benet. Stilen er ofte præget af nøgterne beskrivelser, men til gengæld er sproget sprudlende og som befrugtet af poesien.

Både romanen ”I familiens skød”, værkerne om Camilla og vennerne samt ”Vivian” giver mindelser om Virginia Woolfs forfatterskab. Dels på grund af et fælles sanseligt associationsmættet sprog, og dels fordi de har kompositionen til fælles, hvor fortællingerne drives frem af forskellige karakterers indre monologer. Såvel Woolf som Hesselholdt er associationens mestre. Man springer fra den ene karakters bevidsthed til den næste og fra den ene situation til en association om en tilsvarende fortidig episode. Man hører om de tanker, karaktererne gør om sig selv og hinanden, om livet med videre, og på den vis afsløres deres forhold til hinanden langsomt og sikkert. Metoden kaldes Stream of Consciousness, eller på dansk bevidsthedsstrøm, og Hesselholdt er stærkt inspireret af denne metode, omend hun mener, at hendes værker er mere stramt komponerede. Endvidere har “I familiens skød” slægtskab med Woolfs ”To the Lighthouse” (”Til fyret”), idet begge romaner foregår i en sommerferiebolig, og desuden med ”Mrs. Dalloway”, som også foregår over en dag.