Det er en legesyg Peter Høeg, der efter endnu en pause vender tilbage til læserne i 2010 med den rablende “Elefantpasserens børn”. Også her er ankerpunktet Høegs filosoferen over fordybelse og erkendelse med påhængsmotor i form af et kriminalplot. Men denne gang overrasker Peter Høeg med uventet og ofte ganske velfungerende humor. Den sproglige præcision er, som vi kender den, og det er ret forfriskende, at den her bruges til at afsløre det almindelige livs absurditeter i satirisk tilsnit.
Romanens kritiske nerve synes at være en mere relevant end tilfældet var i abstraherede “Den stille pige”: “Elefantpasserens” børn udfolder en omfattende kritik af de store verdensreligioner og deres magt i det 21. århundrede.
Høeg kritiserer igen magtsystemerne gennem outsiderens blik. Her er det romanens jeg-fortæller, den 14-årige Peter (ja, Peter igen), som sammen med sin søster, hund og storebror hvirvles ind i et vidt forgrenet mysterium, der har deres egne forældre – det excentriske præstepar på den fiktive ø Finø – som centrum. De to har svindlerhistorie, og det viser sig, at de har planlagt tyveri af religiøse kostbarheder i forbindelse med en konference for alle de store religioners topledere i København. Men nu er de forsvundet. Med politi, PET og særlinge i hælene forsøger børnene atf løse mysteriet; ungerne har overhånden, de sidder ikke fast i vanetænkningens dynd og dogmer, de er de ægte søgende.
29056714
Persongalleriet er mildest talt kulørt, og leder tankerne hen på børne- ungdomsspænding a la Harry Potter: Alexander Bister Finkebod, stormufti Sindbad Al-Blablab, Bodil Flodhest fra kommunekontoret, dr.med. Thorkild Thorlacius-Drølbert, biskoppen Anaflabia Borderrud, grev Richardt Tre Løver og et mylder flere. De kvikke opdagerbørn lugter lidt af “De fem”, men også af Sir Arthur Conan Doyle – referencen til Sherlock Holmes’ skaber er klar; Peters hund hedder Basker, opkaldt efter “Baskervilles Hund”.
I “Elefantpasserens børn” reflekterer er selvhøjtideligheden erstattet af godt humør, og det er klædeligt. Høeg ligeledes selv reflekterer over humorens rolle i forhold til religionskritikken: “Søren Kierkegaard mente, at der ikke måtte være humor i det, når man talte om det religiøse, fordi det var for kraftigt et emne. Det tror jeg er helt forkert. Jeg tror, at højtidelighed er godt, men selvhøjtidelighed er farligt. Man kan jo også se, at humoren fordamper i meningsdiktaturer og religiøse diktaturer (…) Klovnen tør være barnet i sig selv og kommer dermed til at vise voksenverdenen i dens absurditet”. (Carsten Andersen: Peter Høeg: Jeg har været for alvorlig. Interview i Politiken, 2010-09-08).