Mado

Citat
”aflevere i ét smadder/ gråd og skrig i vuggestuen/ Björns lange hals i børnehavens entré/ jeg: æder mit hjerte hele vejen til basaren/ sætter mig i hjørnet med hovedet i hænderne/ har det sådan/ Jeg er syv år og sidder og tuder mens de voksne trøster mine børn”
”Mado”, s. 143-144.

Hanne Højgaard Viemoses roman ”Mado” fra 2015 er en form for fortsættelse af debuten ”Hannah”, uden at der dog er tale om en serie. Romanens kvindelige fortæller har som jeg’et i ”Hannah” flere navne, har som ung levet et ludfattigt backpackerliv i New Zealand og Australien, er stadig rastløs og lever et liv uden en plan. ”Mado” tager fat, hvor debuten slap, og sender endda en sproglig hilsen ved at begynde på næsten samme måde: ”Jeg arbejdede engang på et gartneri i Kerikeri i det nordlige New Zealand.” (s. 9).

Herfra beretter fortælleren om forholdet til Kyung Sik, om graviditeten, deres rejse til hans hjemland Sydkorea, hvor hun forgæves forsøger at blive en del af hans familie, og så føder hun deres søn, Tal. Her springer romanen frem i tid, og fortælleren beretter om, hvordan hun nu i Danmark forsøger at lære koreansk med en gruppe adopterede koreanere og samtidig studerer antropologi på universitetet. Hun har med andre ord forladt mand og barn. Fortællingen fortsætter med at springe derudaf uden kronologi, og Hanne/Hannah/Anne beretter om et liv med en psykisk syg islandsk ægtemand og to børn.

51868757

Det hele ramler mere og mere, også for fortælleren, og hun flytter med børnene til Gellerup, hvor hun forsøger at overleve som enlig mor uden dagpengeret. Der er flere rejser til Island. Den første, hvor hun møder sin mand, men egentlig er af sted for at få stof til sit bachelorprojekt om hestemennesker, beskrives med en vis form for kronologi, men de følgende rejser fortælles mere usammenhængende – planløse som romanens ’jeg’. Og det usammenhængende er netop gennemgående i romanen. Lyriske passager, dagbogsnoter, rejseoptegnelser, dialoger, en sang, indskud og spring i tid og rum styrer fortællingen. Den manglende plan, som fortællerens liv er præget af, glider helt ud i teksten.
Tonen er som i debuten rå, fortælletempoet er højt og sproget er direkte og kontant, men flere steder brydes det af mere stillestående betragtninger og overvejelser over det at skrive, moderskab og identitet. Således er ”Mado” både rå og uforsonende, poetisk og dvælende.
Tematisk kredser bogen om identitet og moderskab, hvor det både er det mørke, grimme, uforståelige og komiske, der er i fokus. Romanens titel ”Mado” kommer af det koreansk-engelsk ord, der betyder ’mor’ og ’morder’, så det mørke er allerede varslet i titlen.