Fjerne galakser er kedelige

Citat
“Men også hjemme i Danmark, evig og altid: oprydning, madlavning, indretning, opdragelse, DATING på tv, man skulle tro at mennesket var et rumvæsen som netop var landet på jorden og nu skulle lære alt om dét at være menneske.”
“Fjerne galakser er kedelige”, s. 9.

I 2005 udkom Lone Hørslevs første roman “Fjerne galakser er kedelige”, som ironisk nok handler om rejser. Romanen er inddelt i tre dele og har det samme ferierende par i centrum for fortællingen, og med den kvindelige part, Lone, som bærende fortæller.

Første del hedder “Vinterferien” og foregår i februar 2005, hvor Lone er på skiferie i Polen med sin kæreste og deres fælles barn Rose. Der sker ikke meget på det konkrete handlingsplan, da Lone bliver skadet og må sidde hjemme i hytten og gøre sig forestillinger, blandt andet om manden og barnet på ski, som måske bliver fanget i en snestorm.

Anden del hedder “Juleferien” og foregår juleaften 2004, hvor Lone og Rose er på juleferie hos Lones mor og nye kæreste, mens Lones kæreste holder jul hos sin mor, der lige har haft en hjerneblødning. Grundtonen for juleferien er afsavn og afstande.

Tredje historie hedder “Sommerferien” og foregår i maj 1999. Lone og kæresten er i Afrika, hvor de besøger fætter Bjarne.

51961153

I alle tre dele er Lone midlertidigt bundet til et sted. I første del på grund af overrevne ledbånd, i anden del er hun lænket til morens hjem, og i tredje del afkræver en påtrængende graviditet, at hun holder sig i sengen. Men selv om kroppen er bundet, er den indre stemme, som beretter, fabulerende vilter. Teksten minder om en alenlang pludren a la Per Højholts ”Gittes monologer”.

Det er en slags postmoderne stream of consciousness, som ikke handler om at bevæge sig mellem personernes tankeuniverser, men ind i det enkelte menneskes diffuse og foranderlige tanker og selv. På et tidspunkt tænker Lone over mennesket, der skifter ham, og som i løbet af syv år skifter alle sine celler fra top til tå. Denne tanke kommer til at fremstå som et skarpt billede på, hvorfor vi mennesker kan føle os så fremmede for os selv og hinanden: vi bevæger os hele tiden væk fra udgangspunktet.

Romanen tematiserer desuden livets tilfældigheder. Det er således først, da romanen slutter, at det står klart, at vi som læsere aldrig finder ud af, om Rose og kæresten forsvinder i snestormen i Polen.