Sorg og camping

Citat
“Marianne har ventet i årevis. På hvad? På nogen. På noget. Og ikke som én der altid har kørt Volvo drømmer om en Audi, nej, et kort sekund troede hun at Laurits kunne køre hende nye steder hen. … Men Laurits havde ikke givet hende noget som helst, eller rettere, den brik han havde givet hende, passede ingen steder.”
“Sorg og camping”, s. 201.

I løbet af en enkelt dag bringes læseren af Lone Hørslevs syvende værk, “Sorg og camping” fra 2011, ind i hovedet på fem personer i Ringkøbing i midt-80’erne. Købmandsparret Marianne og Jørgen lever på overfladen et pænt og godt liv som en velfungerende familie med to børn og en velsmurt købmandsbutik. Under overfladen lever de to dog separate liv, hvor Jørgen ikke fortæller sin kone om bekymringen for butikkens økonomi, og hvor Marianne aldrig fortæller om sine drømme om andet og især mere. Drømme som har givet sig udslag i en kort affære med en af Jørgens venner, og som desuden i vid udstrækning symboliseres ved Gunnhildur, der ifølge Marianne er fri og sig selv. Faktisk giver Mariannes beskrivelse af Gunnhildur ligefrem mindelser om en forelskelse, især når hun lader tankerne passere en sommervarm campingferie i Blåvandshuk.

28683707

Den sidste centrale karakter er den unge kvinde Jannie, der arbejder i købmandsbutikken, og som drømmer om den gifte mand Laurits, der har lovet hende guld og grønne skove, men som nu har trukket sit tilbud for at redde sin familie.

Sorgen er det helt centrale tema i værket, mens hovedmotivet er længslen efter at manifestere sig selv og sine drømme. Især de to kvindelige figurer Marianne og Jannie udfoldes i al deres længsel efter noget ubestemt andet, som de prøver at gøre konkret. Begge har forsøgt at dulme længslen med en affære med Laurits, men uden at det har fungeret. Tværtimod er tomrummet nærmere blevet større efter Laurits -som en understregning af, at tomrummet bor i kvinderne.

Selvom Gunnhildur også er fanget i en negativ relation til den fordrukne Thomas, besidder hun en vis form for handlekraft og kommer til at stå som en kontrast til Marianne og Jannie. Marianne beskriver flere gange, at hun “føler sig set” af Gunnhildur, og mod romanens slutning tegner der sig da også konturerne af et nyt og bedre liv for Gunnhildur, mens en fødselsdagsfest hos Marianne og Jørgen ender i totalt kaos, da en gal kat får revne skind og også river i Jørgens og Laurits’ skind.