Claus Høxbroe definerer sig selv som manden på gaden, der skriver til folket, og hans egen debuts tematik skitserer han på følgende vis: ”Selvfølgelig er der kunstneriske finurligheder og kunstnerisk frihed i samlingen – men den er i bund og grund meget enkel. En tur igennem København, jazz, kvinder, samfundet, eller hvad det nu er.” (Lonni Krause: Ord til alle sider. Det Andersenske Forlag, 2009).
Sproget er direkte, og det er ikke tung symbolik eller underliggende betydninger, der præger Claus Høxbroes poesi. Snarere er det et rytmisk flow og en cool og tilbagelænet stil, der er kendetegnet for digterens lyrik, og det næsten talesprogsagtige sprog er også fuldt af ord, man kender fra hverdagen. Engelsk slang og finurlige ordrim bruges til at beskrive en beatpoets hverdag, hvor kvinder, byture, byen og byens liv fungerer som inspirationskilder sammen med irritation over de byforandringer, som beatpoeten ikke er fortaler for.
Lyrikken udspringer delvist fra beatpoetens egen hverdag; om ikke andet, så er det at være beatpoet i hvert fald en livsstil og ikke bare en skrivemåde. Claus Høxbroe beskriver det selv således: ”En beatpoet, i mine øjne, er en der lever skriften 100 procent, ånder, spiser, lever og dør for den – ingen kompromisser. En der har smagt/smager på livet, med politiske holdninger og forstår at omsætte det til skrift.” (Lonni Krause: Ord til alle sider. Det Andersenske Forlag, 2009).
Det direkte sprog i Claus Høxbroes digte kan minde meget om talesprog, og den tætte forbindelse mellem mundtligheden og Claus Høxbroes trykte digte var også central i digterens egne overvejelser om at lade sig udgive. I samme interview fra 2009 siger han: ”I starten var jeg i tvivl – kunne mine digte bære i bogform? Men efter en hel dag i studiet hvor jeg læste op af bogen, så syntes jeg faktisk digtsamlingen var helt ok.” (Lonni Krause: Ord til alle sider. Det Andersenske Forlag, 2009).
Med andre ord skulle der en oplæsning til, før Claus Høxbroe følte sig overbevist om, at de pågældende digte kunne udgives på skrift. Digterens brug af en fast rytme giver en fremdrift, der minder meget om musik, og derfor synes det oplagt, at Claus Høxbroe har samarbejdet med så mange musikere ved både mere eller mindre improviserede koncerter og på spoken word-cd’er med forskellige musikalske genrer. Mest af alt minder Claus Høxbroes poesi måske om raptekster. De er skrevet relativt hurtigt, har rytme, flow og er som skabt til at blive læst højt.