Litteratur som kritik

I den næste digtsamling, Turbo (1968), der regnes for et centralt værk inden for dansk digtning, eksperimenteres der voldsomt med de fleste af litteraturens virkemidler. Sproget og skriften sættes i centrum, og teksterne synes kritisk at undersøge, hvad litteratur er. Det er som om, digteren skriver på vrangen af sproget og derved får blotlagt, hvordan litteratur fungerer. Hvor han allerede tidligere har ladet typografiens skriftbillede indgå som del af digtenes udtrykspraksis, inddrager Højholt nu også selve bogens fysik, og fx Punkter (1971) består af 32 tekster skrevet på platicark! En kort tekst heri lyder:

brødristeren er fuld af orm når man tænder for den begynder de at gløde
men det er snart ikke til at se for de orm der vrider sig i brødristeren
begynder jo at gløde når man har haft tændt for brødristeren i nogen tid

Her leges der med en bogstavelig og en overført betydning af “orm”. Tilsyneladende sammenlignes brødristerens glødetråde i første linie metaforisk med orm, men for at hele teksten kan give mening, må man ændre den metaforiske læsning. Første linies orm er rigtige orm, og først ormene i anden linie er et metaforisk udtryk for glødetråde, hvis glød efterhånden gør det vanskeligt at se de rigtige orm underneden. Teksten forener således en kritik af vores umiddelbare tillid til metaforiske udtryk med en stor humor.

I samme periode inddrager den show-bevidste digter andre medier og laver radiospil, tv-spil oplæsningsshows. Han skriver essays, samlet i Stenvaskeriet og andre stykker (1994), han laver i 1974 en tekst- og fotokollage, Volumen , han læser didaktiske radio-digte op, samlet under titlen Enhjørningens kvababbelser (1979), og han udvikler den en overgang landskendte figur, Gitte , i en serie monologer, der udgives på lp-plade. Denne lidt naive pige først i tyverne, der her får stemme i form af en stadigt snakkende midtjysk dialekt, er utvivlsomt det mest populære udslag af Højholts virke, men egentlig er monologerne udtryk for den samme vilje til at forny det kritiske eksperiment med sproget. En tæt og mere filosofisk refleksion over sproget samt over kunsten og showets æstetik finder sted i den anden poetik, Intethedens grimasser (1972).

Højholt fortsætter også med at skrive sine små, tætte digte, og han lader to fascinerende digtsamlinger, Praksis, 1: Revolver (1977) og Praksis, 2: Groteskens område (1978), åbne en serie på i alt 12 bind, der alle kaldes for Praksis . Flere af disse digte er typiske ved at fungere som rablende, groteske personifikationer i et suverænt legende forhold til digtekunsten og med henvisninger til et mylder af hverdagstemaer. Men i Praksis, 2 nås også en foreløbig kulmination i forfatterskabet med en næsten fuldstændig ren poesi, et lyrisk udtryk der grænser til det sublime, hvilket får den konsekvens, at Højholt vælger at forlade arbejdet med digte i mere end 10 år.