I ”1222” fra 2007 (”1222”, 2008) møder vi igen Hanne Wilhelmsen, og hun står denne gang i centrum for romanen. Wilhelmsen er nu forhenværende kriminalinspektør og sidder i kørestol efter en invaliderende skudepisode (fra romanen ”Sandheden bag sandheden” fra 2004).
Romanen starter med en ulykke. Wilhelmsen er på vej over det norske fjeldlandskab mod Bergen, da toget pludselig afspores og hun finder sig selv med en skistav tværs igennem benet og en baby i skødet. Sammen med resten af togpassagererne må hun kæmpe sig vej gennem snemasserne til det eneste tilnærmelige sted i området, nemlig skihotellet 1222, der ligger nøjagtigt 1222 meter over havets overflade. Århundredets snestorm bryder ud, og den noget tilfældigt samlede passagergruppe spærres inde på hotellet i total isolation. Herefter begynder mordene. På ægte Agatha Christie vis.
27269192
Hanne Wilhelmsen skal lige tage sig sammen, inden hun begynder at agere detektiv. Indledningsvist – da mordet på den første præst opdages – er hun fast besluttet på, at det ikke har noget med hende at gøre. Men da endnu en præst myrdes, kan hun alligevel ikke lade være med at involvere sig.
Siddende i sin kørestol i foyeren har hun godt udsyn over alle de muligt skyldige, og sammen med et par nyfundne betroede begynder hun at opklare sagen. Hun finder ud af, at der var en skarpt bevogtet togvogn tilknyttet passagertoget, og teorien om en seriemorder erstattes af teorier om en forbryderbande, terrorister eller sågar kongelige.
Imens sagen oprulles, gennemgår hovedpersonen Hanne Wilhelmsen en forvandling. Hun er ikke en nem person, og hendes invaliditet har ikke gjort hende mere medgørlig. Langsomt bløder hun imidlertid op og til sidst udviser hun både varme og empati for de mennesker, hun ubehjælpeligt er havnet sammen med. På den måde er krimien en undersøgelse af menneskelig adfærd, hvor Holt kigger nærmere på, hvad der sker, når en social gruppe isoleres og hvordan, vi behandler hinanden i krisesituationer.