Beslægtede forfatterskaber

Nick Hornbys litterære univers tager i stor udstrækning udgangspunkt i mænd og mandeskæbner. Hans bøger kan på den måde siges at være i selskab med en lang række af britiske forfattere, som f.eks. Ian McEwan, Irvine Welsh og Martin Amis, der op gennem 1970’erne, 80’erne og 90’erne har beskrevet en række forskellige temaer med udgangspunkt i den moderne mands situation.

Politikens anmelder Henrik Palle mener, at netop Hornby beskrev mænds ”indersider” på et tidspunkt, hvor mænds selvfremstillinger generelt var fuld af selvhad: ”Hornby turde stå ved, at den mandlige selvforståelse for manges vedkommende er nært knyttet til massekulturelle fænomener som rockmusik og fodboldfankultur. Han vovede i sine bøger at hævde, at såvel fodbold som pladesamlinger er glimrende erstatninger for et følelsesliv ud fra den antagelse, at det sgu da er bedre at kunne elske Arsenal, Manchester United eller originalpresninger af Black Sabbath-plader end slet ingen ting.” (Henrik Palle: Nick Hornby har (næsten) fundet sig selv. Politiken, 2010-05-05).

Hornbys forfatterskab adskiller sig fra andre skønlitterære maskulinitetsperspektiver, fordi interessen for fysisk vold, morbiditet og andre ekstremiteter viger for et plot, der udvikler sig omkring dagligdagsdramatikken. I romanen ”Hvordan man er et godt menneske” (2002) er protagonisten, i modsætning til de tidligere romaner, en kvinde, men stadig bærer af en ironisk og samfundsspiddende stemme.

Hornby siger i et interview, at irske Roddy Doyle og amerikanske Anne Tyler har været afgørende for, at han selv begyndte at skrive, fordi de begge skriver humoristisk og befolker deres bøger med ”rigtige mennesker”. Hornby har ikke meget tilovers for ’finlitteratur’, han interesser sig mere for den verden, der beskrives, end for sproget det beskrives med: ”Jeg tror, at en masse forfattere og kritikere er besat af sproget, og det betyder, at forfatteren skal være meget interesseret i sit sprog, for ellers kan en bog ikke blive opfattet som litterær. Hos forfattere som Anne Tyler og jeg selv bliver sproget brugt som en form for glas, vi ser verden gennem”. (Carsten Andersen: Et spring fra højhuset. Politiken, 2005-04-17).