I Nick Hornbys roman ”High Fidelity” fra 1995 (”High Fidelity”, 1997) er jeg-fortælleren Rob en mand i midt-trediverne, neurotisk musikfanatiker og ejer af en pladeforretning, hvor han dagligt flankeres af Dick og Barry, to rocknørder med små sociale begavelser. Her diskuterer de mixtapes og laver top-fem lister over alt musikrelateret, mens de råber af kunder, der enten ikke deler deres smag eller har for lidt viden om obskure b-sider.
Rob er blevet forladt af Laura, og i sin frustration opstiller han en top-fem liste over sine mislykkede forhold. Det er den, der bliver rammen om de første kapitler, hvor Rob undersøger – og kommer overens med – de forskellige grunde til, at kærligheden altid er gået galt for ham. Lauras far dør, Rob deltager i begravelsen, og de finder sammen igen. Laura hjælper med at få genoplivet Robs DJ-karriere, mens Rob bliver småforelsket i en kvindelig musikreporter. Men i et usædvanligt uromantisk frieri fortæller Rob Laura, hvordan han er træt af at fantasere om noget bedre og mere uproblematisk end deres forhold og nu gerne vil tage den fornuftige beslutning at gifte sig med hende. Hun nøjes med at takke ham for tilbuddet.
22236725
Da Rob i romanens slutning vender plader på en natklub, tænker han på, hvordan han vil lave et mixbånd til Laura, med sange som hun kan lide. Sammen med Lauras ”tak” for hans kiksede frieri kommer det til at stå som romanens udsagn om, at kærlighed også handler om at acceptere den andens små særheder og lade sig udfordre på nogle af sine egne neuroser.
Hornbys prosa kan bl.a. genkendes på listeformen. Her fungerer listen strukturerende for plottets udvikling og som rammende karakteristik af Robs og de andres nørdet-begejstrede samtaleform. Samtidig markerer den et vendepunkt, hvor Rob bliver udfordret på sin egen neurotiske selvfortælling, da Laura retter hans liste over drømmejobs til med sin indsigt om, at Rob jo faktisk går og laver noget, som han er rigtig god til, og måske ikke altid skal drømme sig alle mulige andre steder hen. Laura udfordrer altså hans evige listetænkning, men gør det på dens egne præmisser, og det er måske i dette kærlige kompromis, at de kan finde sammen.