Juliet, nøgen

Citat
”Annie kunne godt forestille sig, at hun kunne være et barns mor, men ingen kunne selvfølgelig forestille sig Duncan som nogens far, og under alle omstændigheder ville de begge have opfattet det at få et barn sammen som en lidt for fast cementering af deres forhold.”
”Juliet, nøgen”, s. 15.

Nick Hornbys sjette roman, ”Juliet, Naked” fra 2009 (”Juliet, nøgen”, 2010), handler om mennesker, der sidder fast i livet og som lider af alle mulige vrangforestillinger om, hvad der har forhindret dem i at udleve deres fulde potentialer.

Annie er på femtende år kærester med Duncan, hvis største lidenskab er den amerikanske singer-songwriter Tucker Crowe, der havde succes i firserne, men som ikke har givet lyd fra sig siden 1986. Her afbrød han sin koncertturné, som fulgte efter alle tiders hjerte-smerte album ”Juliet”. Duncan er del af et internetfællesskab bestående af en række besatte mænd, der dyrker Tucker Crowe på en måde, der både er konkurrencefyldt detaljekneppende, men samtidigt også grinagtigt konspiratorisk, fordi disse fans ikke har ret meget fakta at gå ud fra.

28257872

Pludselig dukker et nyt album ”Juliet, Naked” op. Annie og Duncan skriver hver sin anmeldelse, hans er overdrevent positiv, hendes er negativ. Han skriver for at puste sig op på internetforummet og hun skriver, fordi hun i al sin bitterhed vil have Duncan ned med nakken. Annie og Duncans forhold er et ulidenskabeligt ”puslespil”, som de begge er stivnet i. Han i sin besættelse af Crowe og hun i en vred følelse af at have spildt femten år af sit liv i en nordengelsk by med et kedeligt job og en mand, som ikke vil have børn. Duncan indleder et forhold til sin kollega, mens Annie forelsker sig i Tucker Crowe, den fallerede rockstjerne, som hun indleder en e-mailkorrespondance med, hvori de bekender hinanden deres eksistentielle fortrydelser.

I den alvidende fortællers vandrende blik får vi altså også Tucker Crowes historie. Det viser sig, at det album, som alverdens rocknørdede romantikere drømmer om skal udtrykke deres forelskelse, var skrevet på en vrangforestilling om kvinden Julie. Hun var i virkeligheden en ”dum gås”, som han spildte sin tid på i stedet for at forholde sig til det første af de fem børn, han har fået med forskellige kvinder, og hvoraf den nu 6-årige Jackson er den eneste, han har et faderligt forhold til. Derfor sidder Crowe på sin side fast i en overbevisning om sin egen mangel på autentisk kunstnerisk talent.

Med Hornbys sans for humoristisk og rammende stemmeføring er ”Juliet, nøgen” et portræt af almindelige menneskers bitterhed og små besættelser, og om hvordan små møder kan ændre tingene radikalt.