I 2005 udgav Nick Hornby romanen ”A long way down” (”Langt nede”, 2005), hvor fire mennesker mødes nytårsaften på toppen af et højhus i det nordlige London. Til fælles har de, som det eneste, at de alle sammen har besluttet sig for at hoppe ud derfra. Men ingen af dem er altså alene, så de sætter sig ned, deler en pizza og begynder at dele deres historier. Da natten er gået, har de, ret ufrivilligt, dannet en slags støttegruppe for at holde øje med hinanden, og de aftaler at mødes seks uger senere, på Valentins dag, for at se, om de stadig vil gøre alvor af selvmordsbeslutningen.
25751515
Martin er en kendt morgen-tv-vært, der har ødelagt både sin karriere og sit familieliv efter en affære med en ung pige. Han har ”pisset [sit] liv væk” (s. 18), afsonet sin straf i fængslet, men er hadet af både familien og resten af den britiske befolkning. Maureen er en ulykkelig mor til et handicappet barn. Hun er også troende katolik og i sin ensomme fortvivlelse parat til at ”begå den største synd af dem alle” (s. 12). Teenageren Jess er blevet forladt af sin kæreste, og amerikaneren JJ er blevet pizzabud i stedet for rockstjerne. På skift fortæller de, hvad der har bragt dem til at ville ende livet, og hvordan de beslutter sig for at udskyde selvmordet lidt endnu.
Hvor Hornbys andre romaner oftest har overkommelige eller hverdagslige problemer, er anslaget altså mere alvorligt i ”Langt nede”. Og tonen i Maureens beskrivelser af sin ensomhed og problemer med det handicappede barn er mere smertefuld end ironisk. Men humoren er stadig gennemgående, og tunge emner – ensomhed, selvmord, handicap – går hos Hornby hånd i hånd med samfundskritik, ’happy ending’ og eksistentialistisk underholdning. I denne roman hænger det sammen med karakterernes paradoksale beslutning: deres livslede bliver også det, der driver dem ud i et tilvalg af livet. Og deres fælles møde er også et udsagn om, at den personlige sorg aldrig er helt privat.